Pårørendeguides
I vores guides, finder du viden, råd og ideer til, hvordan du kan hjælpe og støtte den berørte samt navigere i den svære rolle som pårørende til en med en spiseforstyrrelse eller selvskadende adfærd.
At være pårørende til en person, der kæmper med en spiseforstyrrelse eller selvskadende adfærd, kan være en overvældende og følelsesmæssig udfordring. Rollen som støtteperson er både krævende og kompleks, og det er helt naturligt at føle sig magtesløs eller usikker på, hvordan du bedst kan hjælpe.
Vi har derfor udviklet to forskellige pårørendeguides – én specifikt til spiseforstyrrelser og én til selvskade – for at tilbyde dig den nødvendige viden og de værktøjer, du har brug for.
Vores pårørendeguides er skabt for at give dig en hjælpende hånd, når alt synes uoverskueligt. I guiderne finder du viden om henholdsvis spiseforstyrrelser og selvskadende adfærd. Du får indsigt i adfærdsmønstre, hvordan psykiske lidelser kan påvirke den enkelte og de typiske reaktioner, du som pårørende kan opleve.
Du vil også finde konkrete råd og idéer til, hvordan du kan støtte den berørte. Dette kan være alt fra samtaleteknikker til, hvordan du kan skabe en tryg og støttende hverdag og vigtige råd om at bevare dit eget velbefindende. Husk, du kender den berørte bedst, og det er derfor vigtigt at tilpasse rådene til jeres specifikke situation.
I vores pårørendeguides vil du opleve, at vi ofte skriver ‘forældre’ og ‘barn’, fordi det er den relation, vi oftest møder. Men du kan som anden pårørende – fx værge, bedsteforælder eller kæreste – også få værdifuld viden og råd i vores guides.
Bestil pårørendeguide
Du kan bestille vores pårørendeguides gratis via nedenstående links:
Bestil gratis pårørendeguide om spiseforstyrrelser.
Bestil gratis pårørendeguide om selvskade.
Vi er her for dig
Vi forstår, hvor vigtigt det er at have nogen at dele sine bekymringer med, når man står i en svær situation som pårørende. Hos os kan du få gratis, anonym rådgivning, hvor du kan få luft for dine frustrationer og samtidig få idéer til, hvordan du bedre kan være der for den berørte. Det er vigtigt at huske, at du ikke er alene. Vores rådgivere er her for at støtte dig gennem det hele.
Læs mere om vores rådgivningstilbud.
Er du i tvivl?
Er du i tvivl om, hvorvidt dit barn eller en anden nærtstående har en spiseforstyrrelse eller selvskadende adfærd, er det vigtigt at søge hjælp tidligt. Kontakt egen læge, eller søg råd og støtte fra venner og familie.
Du er også velkommen til at ringe til vores telefonrådgivning, gratis og anonymt, på 7010 1818.