Jeg tror, jeg stadig har en spiseforstyrrelse
Spørgsmål
Hej kære rådgivere.
Da jeg var yngre kæmpede jeg med en spiseforstyrrelse. Af og til har jeg delt med folk, at jeg plejede at have et anstrengt forhold til mad.
Men det sidste stykke tid er det gået op for mig, at jeg stadig har en spiseforstyrrelse. At jeg faktisk har haft en spiseforstyrrelse, siden jeg var 12 år gammel. Den ser bare anderledes ud i dag, end den gjorde dengang. Det er skræmmende og konfronterende, og jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op. Jeg ønsker mig et liv, der ikke centrerer sig om mad. Men jeg har vist aldrig rigtig kendt andet. Jeg tror, jeg har været lidt i fornægt.
Min spiseforstyrrelse har skiftet sværhedsgrad og karakter igennem mit liv. Hele vejen igennem har den været præget af et overdrevet fokus på sundhed. Jeg har haft lange perioder af anorektisk karakter, og for et par år tilbage begyndte jeg at opleve overspisninger med efterfølgende kompensation. Det er stadig en del af mit liv i dag. Når jeg overspiser, er det sjældent “usund” mad, for den slags køber jeg ikke. Jeg bor med roomies, og de har ofte slik, chips og den slags stående. Jeg kan sagtens finde ud af at holde mig fra deres mad. Men jeg binger alt, hvad jeg selv har stående. Havregryn, rugbrød, nødder, bananer osv… Jeg er normalvægtig, og man kan ikke se på mig, at der er noget galt.
Mit hoved er fyldt med interessekonflikter, og jeg veksler mellem at ville “hele mit forhold til mad” og mellem bare gerne at ville være rigtig tynd igen. Der er dage, hvor jeg gør mig umage med at passe på mig selv, fordi jeg også har problemer med hormonbalancen – jeg har kun menstruation et par gange om året, og mit hår knækker og falder ud.
Jeg har perioder, hvor jeg prøver at spise masser af god mad, skrue ned for træningen osv… Men jeg falder hurtigt tilbage i det samme mønster. Enten kommer jeg til at overspise, og så væmmes jeg ved mig selv og begynder at faste. Eller også glider dette sundhedsfokus over i sult og restriktion, og ja… det ender så i overspisning. Det er som regel om aftenen, at jeg overspiser. Nogle gange vågner jeg om natten for at spise. Totalt ubevidst og absurd oplevelse. Jeg tror grundlæggende, at min krop er rigtig stresset. Den er nok mere træt af mig, end jeg er af den. Det gør mig ked af det og vækker en kæmpe sorg, at jeg ikke kan passe på mig selv på en bæredygtig måde. Det føles som en slags selvskade, jeg ikke kan forstå.
Jeg synes ikke rigtig, at min situation passer præcist på én specifik spiseforstyrrelse. Det er lidt som om, jeg har dem alle, og så ikke nogen af dem alligevel. Det hele føles så komplekst. Et betændt mønster, som jeg bliver ved med at tro, jeg kan løse på egen hånd. Jeg har bare ikke haft succes med det endnu. Hvad skal jeg stille op? Det går mig virkelig på, og det går udover min hverdag og mit liv. Alligevel føles det absurd at skulle søge behandling. Jeg har vist lidt svært ved at finde ud af, om min situation er alvorlig. Det har været værre før end det er nu. Men måske er det først nu, jeg tør se det i øjnene.
Mange tak for det arbejde, I gør. Og tak for at læse mit brev.
Svar fra brevkassen
Kære dig <33
Hvor er jeg glad for, at du har skrevet herind. Jeg kan virkelig mærke, hvor meget refleksion og ærlighed der ligger i dit brev. Jeg vil gøre mit allerbedste for at give dig noget støtte og nogle perspektiver, som jeg håber, kan hjælpe dig eller måske give dig mulighed for at forstå din situation lidt bedre.
Når jeg læser dig brev, bliver jeg virkelig rørt. Du beskriver så ærligt, hvordan du siden du var 12 år har kæmpet med en spiseforstyrrelse, og hvordan det først for nylig er gået op for dig, at den stadig fylder i dit liv, bare på en anden måde i dag.
Du skriver, at det føles skræmmende og konfronterende at opdage, og at du ønsker dig et liv, der ikke centrerer sig om mad. Samtidig beskriver du de her meget stærke indre konflikter, hvor du både ønsker at hele dit forhold til mad, men også kan længes efter at være rigtig tynd. Det giver så god mening, at det føles forvirrende og smertefuldt at stå i. Jeg får også lyst til at fortælle dig, at det er det, vi kalder ambivalens, som er helt klassisk dynamik i en spiseforstyrrelse. Det dækker over det dobbeltsidede ønske at blive fri fra spiseforstyrrelsen, men samtidig at holde fast i den. Så bare for at sige, du er hverken forkert eller alene i at have det sådan.
Du beskriver også et mønster, hvor du enten ender i restriktion og sult, eller i overspisning, som efterfølges af væmmelse og behov for at kompensere. Og hvordan det kan føles som et ”betændt mønster”, der bare kører rundt i ring. Det er virkelig hårdt at være i. Og det, der står allertydeligst for mig, er den sorg, du beskriver. Følelsen af ikke at kunne passe på dig selv på en måde, der føles bæredygtig. Når du beskriver, at det nogle gange føles som en slags selvskade, så er det virkelig stærke og sårbare ord.
Noget af det, du beskriver, er faktisk et mønster, som rigtig mange med forstyrret spisning kan genkende. Når man forsøger at kontrollere eller begrænse sin spisning, enten gennem regler, sundhedsfokus eller restriktion, så vil kroppen på et tidspunkt reagere. Og den reaktion kan for mange være overspisning – det er faktisk kroppens helt naturlige reaktion på at indhente noget af alt det den mangler.
Efterfølgende kan der komme skyld og ubehag, og så opstår behovet for at kompensere, fx ved at faste. Og så kan man pludselig være i en cirkel, der gentager sig igen og igen.
Det er ikke fordi du mangler viljestyrke. Det er helt menneskeligt, som mange oplever, og som kan være utrolig svær at bryde alene.
Når du beskriver, at det nogle gange føles som en slags selvskade, giver det rigtig god mening, at det kan føles både skræmmende og svært at forstå.
Her i foreningen taler vi om, at forstyrrede spisevaner også kan fungere som en form for mestringsstrategi. Altså en måde kroppen og sindet forsøger at håndtere noget, der er svært.
Det kan for eksempel være en måde at lægge låg på følelser, få en oplevelse af kontrol eller erstatte én følelse med en anden. Det kan være det kan give en bedre forståelse for, hvorfor mønsteret kan være så svært at slippe. For det opstår ofte, fordi det på en eller anden måde hjælper i øjeblikket.
Måske kan du være nysgerrig på, om noget af det giver mening for dig, når du tænker på dine egne oplevelser?
Du skriver også, at du i perioder prøver at spise godt og skrue ned for træning. Jeg bliver nysgerrig på, hvordan det føles for dig i kroppen og i tankerne i de perioder? Er der måske små glimt af ro, eller er det også forbundet med uro og kontrol? Og hvad mon der sker i overgangen, hvor du falder tilbage i de gamle mønstre?
Du nævner også, at du tidligere har haft en spiseforstyrrelse, og jeg får lyst til at spørge dig – fik du hjælp dengang? Og hvis ja, er der noget fra det forløb, du kan tage med dig nu?
Du skriver, at det føles absurd at skulle søge hjælp, fordi du ikke ved, om din situation er ”alvorlig nok”. Men det, du beskriver, fylder meget i dit liv, påvirker din hverdag, din krop og dine tanker. Det tænker jeg i sig selv er en god grund til at søge hjælp. Du behøver ikke passe ind i en bestemt kasse for at have brug for støtte.
Du skriver, at det føles som noget, du burde kunne løse selv. Men det her er ikke noget man nødvendigvis skal eller kan klare alene. Tværtimod kan det være en stor hjælp at få støtte udefra.
Jeg tænker først og fremmest på, om du har været forbi egen læge og tale med dem om din situation? De vil nemlig også kunne hjælpe dig med at udrede og henvise i retning af den rette hjælp og støtte.
Så har vi selvfølgelig også nogle muligheder her i foreningen, som du er meget velkommen til at benytte dig af. Fx har du mulighed for at booke en personlig samtale, hvor du kan tale med en rådgiver om det, du står i. Vi har også andre tilbud, som måske kunne være noget for dig – herunder et behandlingstilbud i Aarhus.
Og så vil jeg også lige dele en guide med dig, som vi har skrevet om mekanisk spisning. Det er et værktøj, vi bruger i vores behandlingsgrupper, men som man også selv kan gå forsigtigt i gang med. Det er et greb, der kan hjælpe til at balancere udsving i spisning. Og hvis det ikke helt resonerer med dig, eller er en lidt stor mundfuld, er det helt ok, så kan den måske også bare være rar at læse for spejling og inspiration.
Det kan også være en hjælp at dele noget af det her med en person, du føler dig tryg ved, det kan være en ven, et familiemedlem eller en anden, du har tillid til. Den person kan måske også hjælpe dig med at finde den støtte, du har brug for, og være med til, at du ikke står alene med det hele.
Til sidst vil jeg fortælle dig, at det er virkelig sejt du har skrevet herind. Du er så reflekteret, og ekstremt god til at sætte ord på dine mønstre, følelser og dine indre konflikter. Det er en kæmpe styrke!
Du skriver også, at det først er nu, du tør se det i øjnene. Det er et virkelig stort skridt, og det fortæller mig, at der er en del af dig, som gerne vil have det godt.
Jeg håber, at mit brev har givet dig lidt ro og måske nogle nye måder at forstå det, du står i. Jeg hepper virkelig på dig <33 Og du er altid velkommen til at skrive herind igen.
Kærlig hilsen
Brevkassen <33
Har du selv et spørgsmål?
Vores dygtige, frivillige rådgivere svarer på alle spørgsmål om spiseforstyrrelser og selvskade og kan rådgive dig om, hvor og hvordan du bedst får hjælp og støtte.
Vi behandler alle breve og svar 100 % anonymt, og vi svarer så hurtigt, vi kan.