Er det okay at have en t-shirt på med selvskadear?
Spørgsmål
Hej,
Jeg er i tvivl om jeg godt må tage en t-shirt på i skole når jeg har selvskade på halvdelen af min ene arm. Jeg ved at jeg godt må for mine forældre men jeg ved ikke om skolen vil synes at det er okay?
Svar fra brevkassen
Kære dig
Først og fremmest vil jeg sige tak, fordi du deler det med os. Jeg vil også bare sige, at det er helt okay at være i tvivl om sådan noget. Det kan føles lidt sårbart, og det er helt okay at have det sådan. Du må rigtig gerne have en t-shirt på i skole, hvis det er det, du har det bedst i. Din krop er din, og du skal ikke gemme dig væk, hvis du ikke har lyst.
Jeg tænker på, hvad det er som gør dig i tvivl? Er det mon usikkerhed omkring, hvad de andre tænker? Hvis du bliver lidt nervøs for det, kan det måske hjælpe at snakke med en lærer eller en anden voksen, du føler dig tryg ved. De vil rigtig gerne passe på dig og hjælpe dig.
Det kan også være, du måske er lidt bekymret for, at nogen spørger om din arm? I så fald, er det helt okay, at du tænker på det. Men du behøver faktisk ikke fortælle noget, du ikke har lyst til. Du kan fx sige: “Jeg har bare ikke lyst til at snakke om det.” Det er helt okay at sætte grænser og sige fra.
Til sidst tænker jeg på, om du måske tænker på, om dine selvskadear kan bekymre nogle af de andre? Hvis du har det sådan, vil jeg først og fremmest sige, at det er kærligt, at du tænker på dine klassekammerater, og at det er rigtig fint at være opmærksom på. Hvis man ved, at der er nogen i klassen, der synes, det er svært, kan det give god mening at tage hensyn til.
I forhold til din skole, ved jeg desværre ikke, hvordan de forholder sig til det. Måske du kan bede dine forældre om at ringe og spørge, så du er helt sikker? Så kan der måske også være en lærer, der kan støtte dig i det?
Og husk, du er altid velkommen til at snakke med vores søde rådgivere, hvis du har brug for det. Du skal ikke gå med det alene. Du finder vores forskellige rådgivningstilbud her, hvor du fx kan skrive til os på chatten, så kan vi skrive lidt mere i detaljen: Rådgivning | Somenta
Du er god, som du er, og du fortjener at have det trygt og rart.
Tak for at skrive her til brevkassen. Det må du altid gøre igen.
Jeg sender dig et stort kram❤️
Kærlig hilsen
Brevkassen
Har du selv et spørgsmål?
Vores dygtige, frivillige rådgivere svarer på alle spørgsmål om spiseforstyrrelser og selvskade og kan rådgive dig om, hvor og hvordan du bedst får hjælp og støtte.
Vi behandler alle breve og svar 100 % anonymt, og vi svarer så hurtigt, vi kan.