Jeg er bange for, at min spiseforstyrrelse har taget over igen

Tusind tak for dit meget åbne og ærlige brev. Det gør et stort indtryk at læse, og jeg vil allerførst sige, at det kræver både mod og styrke at sætte ord på det, du står i. 

Du beskriver din spiseforstyrrelse meget nuanceret særligt det med, at den ikke nødvendigvis handler om overspisning, men om regulering af dit nervesystem og ubehaget ved at have mad i maven. Det får mig til at tænke på, om opkasten måske fungerer som en måde at skabe ro eller lettelse i kroppen på, når noget bliver for overvældende indeni? For mange bliver spiseforstyrrede handlinger netop en måde at håndtere svære følelser og indre uro på. Kan du genkende det hos dig? 

Jeg hæfter mig også ved, at din spiseforstyrrelse ikke har været konstant gennem de 17 år, men at der har været perioder, hvor den fyldte mindre. Det fortæller noget vigtigt om, at du allerede rummer erfaringer og evner til at være i det svære på andre måder. Måske kunne det være hjælpsomt at være nysgerrig på, hvad der kendetegnede de perioder? Var der noget særligt i dit liv, i dine relationer eller i din hverdag, som støttede dig dengang? 

Du skriver meget ærligt om følelsen af at være på “autopilot” og som passager i dit eget liv lige nu. Det er en følelse, mange oplever, når de er pressede og overbelastede. Dette ses særligt i perioder med store livsforandringer, som f.eks. det brud du beskriver. Det er ikke et tegn på, at du fejler, men snarere at dit system forsøger at håndtere noget meget svært med de strategier, det kender bedst. 

Jeg bliver også meget berørt af det, du beskriver i forhold til dine børn. Både vreden i de sene timer og den efterfølgende skam og dårlig samvittighed. Det giver så god mening, at det er netop dér, det bliver svært. Når dagen har været lang, og dit system allerede er belastet, er der ofte mindre overskud tilbage til at regulere følelser. Det, jeg virkelig lægger mærke til i dit brev er, at du altid følger op. Du fortæller dem, at det ikke er deres skyld, og at du elsker dem. Det er så betydningsfuldt. Det gør dig ikke til en dårlig mor, for det viser, at du tager ansvar og ønsker noget andet. Men jeg kan også høre, hvor hårdt det er for dig at stå i den cyklus. 

Du spørger meget direkte, hvordan du skal håndtere det her – og om det er tid til at søge professionel hjælp igen. Og mit svar er: Ja, det vil jeg virkelig anbefale dig! Ikke fordi du ikke gør det godt nok, men fordi du står i en situation med rigtig meget belastning: et brud, to små børn, lavt overskud og en spiseforstyrrelse, der igen fylder dagligt. Det er meget at bære alene, og du fortjener støtte og omsorg i det.  

Du kan fx starte hos din egen læge og være tydelig omkring, at du har brug for hjælp og overblik. Du kan også overveje en psykolog med speciale i spiseforstyrrelser, hvor der er fokus på det regulerende aspekt, du beskriver. 

I dit brev spørger du også efter konkrete værktøjer, og derfor vil jeg give dig nogle forslag, som du måske kan afprøve: 

Afledning og regulering: For nogle kan det være hjælpsomt med små kropslige strategier, når uroen eller trangen opstår. Det kan fx være at skylle ansigtet i koldt vand, holde en isterning, gå en kort tur eller lytte til musik. Det handler ikke om at fjerne følelsen, men om at hjælpe kroppen lidt ned i tempo. 

Mikro-pauser: Du kan prøve at lægge en lille pause ind. Fx 30 sekunder, hvor du trækker vejret roligt og mærker kroppen. Det kan nogle gange skabe en lille afstand til autopiloten. Måske sætte et mindfullness program på. Lyt til dette og fokusere på dine vejrtrækninger. 

Sænk kravene sidst på dagen: Du beskriver, at eftermiddag og aften er særligt svære. Måske kunne det være hjælpsomt at skrue ned for forventningerne i det tidsrum. Fx vælge nem mad, færre krav og mere “overlevelses-mode” i en periode. 

Skriv eller få tankerne ud: For mange kan det være hjælpsomt at skrive tanker og følelser ned enten på papir eller på telefonen. Det kan give lidt luft, når det hele hober sig op indeni. 

Kunne du have mod på at prøve én eller to af disse ting og se, hvordan det føles? 

Jeg bliver også nysgerrig på, om der er nogen i dit liv, som ved, hvordan du har det lige nu. En ven, et familiemedlem eller en anden, du har tillid til? At dele bare lidt af det, du går med, kan lette noget af det pres, du bærer alene. Du behøver ikke fortælle det hele, men måske starte med at sige, at du har det svært og har brug for støtte. 

Hvis det føles for grænseoverskridende at tale med nogen tæt på dig, kan du også benytte dig af en af vores andre tilbud. Vi tilbyder gratis og anonym rådgivning, hvor du kan tale med nogen, der forstår det, du står i. Mange oplever det som en lettelse blot at blive mødt uden at blive dømt. Her kan du finde og læse lidt om de forskellige rådgivningsmuligheder vi har i foreningen.

Jeg håber virkelig, at brevet her har givet dig lidt mere klarhed og måske også en smule ro i forhold til, at du ikke er alene og at der findes hjælp derude. Det er så vigtigt, at du ikke går alene med det her. Du fortjener støtte, og du fortjener at få det bedre. 

Du er meget velkommen til at skrive igen, hvis du har brug for at uddybe noget eller stille flere spørgsmål. 

De varmeste hilsner
Brevkassen