Spørgsmål

Anonym

Min søn skærer i sig selv. Jeg har kontaktet jer for rådgivning, og kommunen og skolepsykologen og troede egentligt det gik bedre. Men jeg har i dag fået at vide at hele hans vennegruppe selvskader. 
 
Jeg ved ikke hvordan jeg skal hjælpe ham i forhold til det, der sker i vennegruppen. Jeg kan se at selvskade er normaliseret i deres samtaler og at de opfordrer hinanden til det og roser hinanden når de gør det. De gør det også sammen.  
 
Jeg ved ikke om jeg skal tage ham ud af skolen, overvåge hans telefon eller om det gør mere skade. Skolen er inddraget og kommunen bliver underrettet af en af de andre forældre.  
 
Jeg ved ikke hvordan jeg begrænser skaden, mens vi arbejder på det underliggende følelsesmæssigt problem.  

Svar fra brevkassen

Brevkassens redaktion

Kære du 

Tak fordi, du skriver herind til brevkassen. Jeg beklager det sene svar, jeg håber meget, at brevet når frem til dig, og du måske har fået fat på os på vores andre medier i mellemtiden? 

Først og fremmest vil jeg sige, at dit brev berør mig meget, og jeg kan kun forestille mig, at det er en svær situation at stå i som forælder. Det lyder dog som om, du er en enormt handlekraftig og omsorgsfuld far, der allerede har sat gang i rigtig mange gode ting – også præcis de ting, vi vil anbefale herfra. Jeg vil forsøge alligevel at give dig nogle ord og refleksioner med, som jeg håber, du kan bruge. 

Når jeg læser dit brev tænker jeg først og fremmest på, hvordan din kommunikation er med din søn? Kan I tale om det, han står i, og sætter han ord på sine tanker og følelser? Jeg ved, at det kan være svært med teenagere, men jeg tænker alligevel på, om du har bare en smule adgang til at forstå, hvad der foregår inde i ham. Altså fx om han er en af dem, som “skaber” denne kultur eller om han “løber med” for at passe ind? Hvad ligger der bag selvskaden, er det en mestringsstrategi eller mere et socialt fænomen? 

Jeg tænker, at det kan være relevant at vide (hvis muligt, igen, jeg ved, det kan være svært), for måske “løsningen” på problemet ser forskellig ud, alt efter hvad hans motivation er for at selvskade. Hvis han benytter det “klassisk” som en mestringsstrategi, kan det være hjælpsomt at undersøge, hvad der ligger bag selvskaden. Altså, hvor kommer trangen fra? Hvad prøver selvskaden at hjælpe ham med? Er det en strategi til at håndtere svære følelser, og i så fald hvilke? Hvis selvskaden er en mestringsstrategi, så har vi en rigtig god pårørendeguide, som er rigtig god at læse. Du kan finde den her: Bestil gratis pårørendeguide om selvskade | Somenta 

Hvis selvskaden er mere socialt betonet, altså som noget han gør som en del af en gruppedynamik, så får jeg lyst til at dele den her side med dig: “Når spiseforstyrrelse og selvskade inspirerer”. Der er et inspirationskatalog til fagpersoner med forskellige tilgange til, hvordan man kan håndtere, når selvskade inspirerer. Måske der er noget deri, som du eller lærerne kan bruge? 

Jeg tænker også på, om I kan lave en samlet forældreindsats? Det lyder som om, at gruppen kunne have gavn af at have flere forældre på som støtte? 

I forhold til om du skal overvåge hans telefon, synes jeg, det kan være svært at give konkrete råd til. Min umiddelbare tanke er, at hvis I kan lykkes med at tale om, hvad han ser på på sin telefon, ville det være rigtig godt. Hvis du kan få kendskab til, hvordan han benytter den, kan du også bedre støtte ham, hvis han falder over indhold, der er skadeligt for ham. Med et forbud kan man hurtigt risikere, at han sniger sig udenom og finder indhold andre steder, men uden at kunne tale med dig om det. Hvad tænker du mon, når jeg skriver det?  

Jeg synes, det lyder som om, at du har gang i nogle rigtig gode ting. Jeg anerkender virkelig, at det er en svær situation. Jeg håber meget, at der var noget i mit brev, du kunne bruge til noget, og du må selvfølgelig altid ringe, chatte eller sende endnu et brev til os. Vi vil meget gerne støtte med det, vi kan. Din søn er også velkommen til at række ud til os. 

De bedste hilsner 

Brevkassen 

Har du selv et spørgsmål?

Vores dygtige, frivillige rådgivere svarer på alle spørgsmål om spiseforstyrrelser og selvskade og kan rådgive dig om, hvor og hvordan du bedst får hjælp og støtte.

Vi behandler alle breve og svar 100 % anonymt, og vi svarer så hurtigt, vi kan.