Jeg drømmer om at få børn, men er bange for, hvordan en graviditet vil ændre min krop
Spørgsmål
Jeg havde en spiseforstyrrelse gennem alle mine teenageår, jeg har de seneste par år fået det meget bedre og gudskelov for det. I dag vil jeg faktisk slet ikke sige at jeg har en spiseforstyrrelse mere. Dog er der stadig nogle særligt ét efterlevn, som jeg synes er meget svært at bearbejde, fordi jeg synes det føles meget sårbart og lidt skamfuldt at tale om. Jeg har ikke planer om at få børn de næste par år, men jeg har altid godt kunne tænke mig at få børn en dag. Dog trækker jeg lidt på det nu, fordi jeg stadig er meget bekymret for, hvordan min krop kommer til at ændre sig i forbindelse med en eventuel graviditet. Jeg frygter at en eventuel vægtøgning, løs hud, strækmærker eller lignende vil føre til at jeg taber mit selvværd. Jeg frygter reelt at jeg aldrig kommer til at have lyst til at se mig selv i spejlet igen. Derfor virker konsekvensen ved at få børn fuldstændig uoverkommelig og jeg bliver virkelig ked af det, både hver gang jeg tænker på “konsekvenserne” ved at få børn, men også ved tanken om at fravælge børn pga. noget så nederen som en spiseforstyrrelse.
Min kæreste vil gerne have børn en dag, han vil selvfølgelig ikke tvinge mig til at få børn, hvis jeg ikke har lyst, men han virker ret uforstående overfor min måde at have det på og da vi talte om det lukkede hele samtalen meget hurtigt ned, hvilket sårrede mig lidt, selvom jeg ikke ved hvad jeg gerne vil have at han skal sige. Bedre er det ikke med min far der taler om det som et selvfølge at jeg får børn. Jeg har ikke lyst til et fremstå “syg” overfor ham og derfor taler jeg ikke med ham om det, men bliver ret vred indeni, hver gang han siger det. Jeg har betroet mig til min mor og hun er meget forstående og siger at hun mener jeg bør tage det roligt og vente til at det overhovedet bliver relevant for mig at overveje. Dog fik jeg lidt dårlig samvittighed efter jeg talte med hende om det, da jeg er bange for at hun tager det ind som om jeg dømmer hendes krop, i kraft af at hun er mor og det er min “morkrop” jeg frygter.
Her er det måske værd at nævne at min mor altid har givet udtryk for lavt selvværd og talt ret dårligt omkring sin krop og vægt. Hun har desuden også tit fremstillet det som om at der var et før og et efter hun fik børn, hvilket altid har siddet fast i mig som en frygt. Ej at forstå som at det bare er min mors skyld, at jeg har det på denne her måde, det ville ikke være fair at sige.
Af samme årsag synes jeg generelt ikke det er rart at tale med kvinder (navnlig mødre eller folk som er tykkere end mig) om, fordi jeg er bange for hvordan de tager det ind. For mig ligger min overvejelse imellem om jeg vil prioritere mit selvbillede eller om jeg vil prioritere at få børn. Begge ting er ikke særlig tiltalende at give afkald på.
Svar fra brevkassen
Kæreste du
Tusinde tak for dit brev her til brevkassen og for at sætte så fint ord på dine tanker og overvejelser omkring måske en dag at blive mor. Jeg synes simpelthen det er så fint sat ord på noget, som jeg tror, rigtig mange kvinder kæmper med, og som kan være rigtig svært at tale om.
Først og fremmest, så vil jeg bare sige: hvor er du kommet helt enormt langt i din rejse med en spiseforstyrrelse, det er virkelig flot og en sej kamp, som ikke alle forstår. Jeg håber, du også lige kan finde plads til at give dig selv et skulderklap for at være kommet så langt. En spiseforstyrrelse kan være en stor kraft, og det kan kræve ligeså meget at frigøre sig fra den igen. Så ja, det er bare virkelig stærkt gået.
Det her efterlevn, som du beskriver, om en frygt for hvordan din krop vil forandre sig, når/hvis du en dag skulle blive gravid, giver bare rigtig god mening. Både som et levn fra en spiseforstyrrelse, men også fordi vi lever i et samfund, som i allerhøjeste grad praiser den tynde krop, den ‘perfekte’ krop uden strækmærker og krøller, den unge krop – og særligt for kvinder.
Så det er slet ikke mærkeligt, at den tanke også er flyttet ind hos dig.
Jeg synes, det er virkelig flot, at du har talt med din mor om det, og også forsøgt at lukke din kæreste ind i dine tanker. Det er nemlig rigtig vigtigt, at vi ikke går alene med den her slags. Det trives ofte allerbedst i mørket. Og jeg forstår også godt, at det sårede dig, at samtalen blev lukket hurtigt ned. Det som lever indeni dig fortjener bestemt plads og at blive set. Jeg tænker på, om det kan være værd at investere i at forklare din kæreste, hvordan du har det, selvom det måske kræver lidt flere samtaler. Måske kan du prøve at sætte ord på, at det her ikke handler om, at du nødvendigvis ikke vil have børn, men om, at du er bange for, hvad det kan komme til at koste dig på et personligt plan. At du frygter at miste noget af det selvværd og den tryghed i dig selv, som du har kæmpet så hårdt for at genfinde. Og at den frygt kan føles så overvældende, at den lige nu kommer til at overskygge ønsket om måske en dag at blive mor.
Det kan også være en hjælp at sige højt, at du ikke nødvendigvis forventer, at han skal kunne løse din frygt eller komme med de rigtige svar. Men måske at du først og fremmest brug for, at han lytter, prøver at forstå og tør blive i samtalen sammen med dig, også selvom den er svær. Du kan eventuelt spørge ham, om han vil hjælpe dig med at undersøge, hvad det er, du er bange for, frem for at I sammen skal finde en løsning på, om I skal have børn eller ej. Det kan måske tage lidt af presset ud af samtalen, når det ikke er en konklusion, I leder efter, men mere hvordan I kan nærme jer hinanden, så han kan støtte dig i det, der er svært.
Jeg forstår virkelig også godt, det du nævner med, at det er svært at tale med andre kvinder om, i frygt for at tale ind i deres egen usikkerhed med deres kroppe. Det berør mig faktisk, når du skriver det, både fordi jeg synes, det er enormt omsorgsfuldt, og fordi at det er så ulykkeligt, at vi som kvinder bliver lært at vores kroppe er forkerte og kun accepterede, hvis de passer ind i et meget snævert ideal – så meget, at vi nærmest allesammen er ‘ramt’ af det. Jeg vil dog også gerne understrege, at du godt må tale om din frygt uden dermed at dømme andre kvinders kroppe. At du er bange for, hvordan din egen krop vil forandre sig, er ikke det samme som at mene, at en krop med strækmærker, løs hud eller ekstra kilo er en forkert krop hos andre.
Jeg kommer til at tænke på, jeg følger selv nogle skønne kvinder på Instagram, som deler ærligt, sårbart og humoristisk om det at blive mor, og hvordan det er at leve i en forandret krop. Kender du mon Nanna Liljeqvist og Paulina Lykke? For mig har de været rigtig gode at følge, for at nuanceret indblik i både det gode og det svære ved netop at skulle acceptere en ‘mor-krop’. Måske kan det også være rart for dig at møde fortællinger, der ikke kun handler om at genvinde sin gamle krop, men også om at finde sig til rette i den krop, man har nu?
Vi har faktisk lavet et podcast-afsnit med Paulina Lykke. Jeg har ikke selv hørt det, men mon ikke hun nævner noget med sin krop i forandring? Du kan lytte til det her, hvis du har lyst.
Jeg håber sådan, der er noget i mit brev, du kan bruge. Du er meget velkommen til at kontakte os igen, det kan være ved at sende et nyt brev her til brevkassen eller på chat eller telefon. Vi vil meget gerne tale med dig og støtte dig med det, vi kan. Du har allerede kæmpet dig langt væk fra en spiseforstyrrelse, og du fortjener også at få hjælp til de dele af den, som stadig gør dig bange for at leve det liv, du måske drømmer om ❤️
De varmeste kram
Fra brevkassen
Har du selv et spørgsmål?
Vores dygtige, frivillige rådgivere svarer på alle spørgsmål om spiseforstyrrelser og selvskade og kan rådgive dig om, hvor og hvordan du bedst får hjælp og støtte.
Vi behandler alle breve og svar 100 % anonymt, og vi svarer så hurtigt, vi kan.