Jeg vil gerne tabe mig – men ikke på den her måde
Spørgsmål
Hejsa,
Jeg skriver det her “brev” da jeg godt kan mærke at jeg længe har mærket af jeg er ufatteligt utilfreds med min krop og den måde jeg ser ud, men især fornyeligt har jeg mærket et behov for at kaste op efter hvert usundt måltid. Jeg har enormt meget skyld følelse hver gang jeg spiser usund eller “for meget” selvom jeg på den anden side har virkelig svært ved at lade være med at overspise. Det er en ond cirkel, og jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal stille op. Jeg har ikke lyst til at stoppe med min træning, da det bringer mig glæde. Dog tænker jeg ikke det er sundt vedvarende at kaste op og overspise.
Det hele bunder i at jeg længe har taget en smule på, og i over et år har jeg virkelig bemærket det på min krop hvilket gør mig ukomfortabel. Jeg vil aller helst tabe mig på en sund og god måde, men jeg synes virkelig det er svært ikke at spise usund og derefter kaste det op igen. Hvis i har nogle gode råd eller kender til situationer som denne selv, vil jeg sætte stor pris på noget hjælp.
Håber i har en god dag, og på forhånd tak for at lytte til mig.
Svar fra brevkassen
Kære du
Tusind tak for dit brev. Det kræver virkelig mod at sætte ord på noget, der både kan føles skamfuldt og svært at dele. Det er tydeligt, at du kæmper med nogle tunge tanker og følelser omkring mad, krop og kontrol. Ud fra det du skriver, giver det god mening, at du føler dig fanget i det, du selv beskriver som en ond cirkel.
Det, du fortæller om med spisning efterfulgt af opkast og stærk skyldfølelse, er noget, mange oplever, når forholdet til mad bliver svært. Det kan hurtigt udvikle sig til et mønster, hvor man både forsøger at få kontrol og samtidig mister den igen. På den måde bliver det både en måde at håndtere noget svært på men også noget, der ender med at fylde endnu mere og gøre det hele tungere. Kan du huske, hvornår det hele startede? Tanker og opkast efter måltid? Er der sket noget i dit liv, som har haft betydning for den måde du ser dig selv på og behovet til at tabe dig?
Du skriver, at du gerne vil tabe dig på en sund måde, men har svært ved ikke at falde i med usund mad og derefter kaste op. Det siger noget vigtigt: at en del af dig faktisk ønsker noget andet, noget mere omsorgsfuldt. Samtidig er der en anden del, der trækker i en anden retning. Den indre splittelse kan være virkelig udmattende at stå i, og kan skabe en stor følelse af ambivalens.
Skyldfølelsen du beskriver i brevet, er meget genkendelig i den her type problematik. Mange oplever, at tankerne bliver meget sort/hvide og enten er noget “rigtigt” eller “forkert”. Nogle oplever også at man har “fejlet”, hvis man spiser noget usundt eller “for meget”. Det er dog vigtigt for mig at sige, at kroppen har behov for mad, og det at spise mere end planlagt er ikke et tegn på svaghed! Ofte er det kroppens måde at reagere på restriktioner eller pres.
Du nævner også din træning giver dig glæde, og det er virkelig vigtigt. Det er en styrke, at du har noget, der føles godt og meningsfuldt. Samtidig kan det være hjælpsomt at være nysgerrig på, hvilken rolle træningen spiller for dig lige nu: er det primært noget, der giver energi og glæde eller hænger de sammen med ønsket om kontrol over kroppen? Der er ikke noget rigtigt eller forkert svar, men kan være vigtigt at kigge mere ind i.
Gode råd på vejen:
– Skriv de tanker ned, du har omkring mad. Prøv at finde ud af, hvad det er ved maden, der er så svært. Skriv også de følelser ned, du oplever, for eksempel om det er vrede, tristhed, frustration osv. Mange får stor gavn af at skrive deres tanker ned, da det gør dem mere bevidste om, hvad der sætter disse tanker og denne adfærd i gang. Derudover kan du lave en fordele- og ulempeliste over at spise og kaste op. Det lyder måske fjollet, men ved at lave en liste kan man reelt se, hvor mange ulemper det kan have, som man måske slet ikke havde tænkt over.
– Prøv at distrahere dig selv efter måltider, gerne i op til 2 timer. Er der en hobby, du godt kan lide, f.eks. at male, strikke, hækle eller lave diamond art? Det bør ikke være træning eller tid på telefonen. Det er vigtigt, at det er noget, du aktivt laver, så hjernen bliver distraheret. Grunden til, at jeg ikke anbefaler træning, er at mange bruger eller ender med at bruge træning som en kompenserende adfærd for at have spist. Formålet med distraktionen er at få tankerne væk. Og så selvfølgelig huske, at det er helt okay, hvis det ikke lige lykkes til at starte med. Den slags tid tager tid og masser af nænsomhed og tålmodighed med sig selv. Har du mon mod på at prøve nogle af disse forslag? Eller har du andre metoder, du tror, vil fungere bedre for dig?
Ud fra de ting du skriver i dit brev, vil det også være min kærlige opfordring at række ud til nogen. Det kan være en stor lettelse at dele det med én, du har tillid til, en ven, et familiemedlem eller måske din læge. Du behøver ikke forklare det hele perfekt; det er nok at sige, at du har det svært med mad og din krop lige nu. Mange oplever det som en stor hjælp at dele det med andre! Grunden til at jeg nævner lægen, er fordi de kan hjælpe med et videre forløb med hjælp. Det er vigtigt, man ikke går alene med det her, og du fortjener den rette hjælp og støtte.
Hvis du stadig synes, det er for grænseoverskridende at tale med nogen tæt på dig, kan du gøre brug af vores andre tilbud. Vi tilbyder gratis og anonym rådgivning, hvor du kan tale med nogen, der forstår, hvad du går igennem.
Du kan ringe på 70 10 18 18, chatte via hjemmesiden eller booke en samtale. Du finder alt om rådgivningen her. Det er helt anonymt, og du bestemmer selv, hvad du har lyst til at fortælle. Mange oplever, at det føles som et lettet åndedrag bare at blive mødt af nogen, der forstår og ikke dømmer.
Du har allerede taget et virkelig vigtigt skridt ved at skrive herind. Det viser, at du ønsker forandring, og at gøre noget godt for dig selv, og det er et stærkt udgangspunkt. Der findes en vej ud af den her cirkel, også selvom det måske ikke føles sådan lige nu. Husk at du fortjener støtte igennem dette, og fortjener at få det bedre!
Hvis du har lyst, er du altid meget velkommen til at skrive igen.
Mange varme hilsner
Brevkassen
Har du selv et spørgsmål?
Vores dygtige, frivillige rådgivere svarer på alle spørgsmål om spiseforstyrrelser og selvskade og kan rådgive dig om, hvor og hvordan du bedst får hjælp og støtte.
Vi behandler alle breve og svar 100 % anonymt, og vi svarer så hurtigt, vi kan.