Jeg kan ikke balancere træning og mad længere
Spørgsmål
Jeg kæmper med spiseforstyrrelse, det har stået på længe, men jeg har kunne “balancere” det.. Jeg har ikke ønsket at få hjælp, i frygt for at det betyder jeg aldrig når mit mål om en slank krop. Men jeg kan ikke balancere det længere. Det er alt overskyggende for mig, jeg overtræner, under spiser og ender så med at overspiste, fordi min krop jo har brug for brændstof. Min træning gør mig glad, mad driver mig til vanvid. Hvordan får jeg hjælp? Hvor rækker jeg ud? Jeg har en okay god egen læge, men jeg er i tvivl om det er rette sted.
Svar fra brevkassen
Kære dig
Mange tak for dit brev. Hvor er det godt, at du rækker ud! Jeg kan godt forstå, at du er i tvivl om, hvor du kan få hjælp henne. Jeg vil forsøge at guide dig i den rigtige retning.
Du fortæller, at du længe har kæmpet med en spiseforstyrrelse, men at du har kunne ‘balancere’ den. Jeg læser det som om, at du refererer til, at du har kunne balancere mad vs. træning. Mon det er rigtig forstået? Du beskriver, at spiseforstyrrelsen i dag er altoverskyggende, og der er stor ubalance i træning og madindtag. Jeg får indtryk af, at du måske står med en følelse af, at du ikke længere kan kontrollere dine både trænings- og madvaner. Det er helt normalt at opleve at miste kontrollen, selvom man tidligere har følt, at man havde det under ‘balance.’ Det er det spiseforstyrrelser desværre gør – de tager kontrollen. Og det er de færreste, som kan tage kontrollen tilbage på en sund måde uden hjælp – så derfor er det mega godt, at du rækker ud. Jeg ved, at det ikke er let at gøre, så lov at give dig selv lidt anerkendelse for dét!
Du spørger ind til, hvordan du får hjælp herfra og hvor du skal række ud. Når man ønsker hjælp til en spiseforstyrrelse, er første skridt at række ud til egen læge. Det er som egen læge, der vurderer spiseforstyrrelsens grad og dermed også, hvad næste skridt skal være ift. evt. behandling. Hvis lægen vurderer, at der er behov for behandling eller yderligere udredning, henviser de videre til det. Det kan for eksempel være en henvisning til psykiatri eller psykolog. Du skriver, at du har en okay god læge, hvilket er dejligt at høre. Hvis du mod forventning skulle opleve, at være utryg ved din læge eller oplever, at lægen ikke lytter, så husk på, at du altid kan skifte læge. Jeg linker her til to artikler, som jeg håber kan hjælpe dig videre: Guide til hjælp og behandling og Jeg skal snakke med lægen om min spiseforstyrrelse. Den sidste artikel indeholder hjælpsom information om, hvad du kan forvente af en samtale med lægen og tips til, hvordan du kan forberede dig hjemmefra, særligt hvis du er nervøs. Det er de fleste i en sådan situation.
Jeg får lyst til sidst lyst til at kommentere på din tidligere tilbageholdenhed for at søge hjælp grundet frygten for aldrig at nå dit mål om en slank krop. Det giver rigtig god mening, at du har en sådan iboende frygt i dig. Men husk på, at det netop er den frygt, som du skal have hjælp til at slippe. Med den rette hjælp vil du forhåbentlig opleve at slippe den frygt og det mål til fordel for et mere kærligt syn på dig selv – både fysisk og psykisk.
Du er altid mere end velkommen til at kontakte os igen med hvad end det skulle være. Måske du har lyst til at skrive herind, når du har været til lægen og fortælle, hvordan det gik? Jeg hepper i hvert fald på dig! Håber, at du har mod på at søge den hjælp, du fortjener <3 Husk på, at du er stærk og ikke alene.
De kærligste hilsner,
Brevkassen
Har du selv et spørgsmål?
Vores dygtige, frivillige rådgivere svarer på alle spørgsmål om spiseforstyrrelser og selvskade og kan rådgive dig om, hvor og hvordan du bedst får hjælp og støtte.
Vi behandler alle breve og svar 100 % anonymt, og vi svarer så hurtigt, vi kan.