Min bedste veninde spiser ikke længere i skolen

Kære dig 

Tusinde tak for dit brev. Hvor er det godt du skriver! Jeg får lyst til, som det første, at fortælle dig, hvor omsorgsfuld en veninde du er. Jeg håber, at jeg med mit svar kan give dig nogle muligheder, for at kunne hjælpe hende. 

Du fortæller, at du har lagt mærke til, at din bedste veninde ikke spiser i skolen. At hun sidder ved bordet og tygger tyggegummi. At hun ikke spiser sin madpakke, selvom nogen spørger hende til det. Du skriver, at hun går på toilettet lige efter, hvis hun spiser lidt af sin mad. Og at hun virker træt og ikke så aktiv. 

Igen vil jeg gerne rose dig for at skrive herind. Og også rose dig for at være opmærksom på din veninde og have modet til at bede om hjælp til hende. Med de ting du fortæller, bliver jeg bekymret for, om hun oplever det, vi kalder for “forstyrret spisning”. Altså hvor ens forhold til mad bliver “forstyrret”. Måske tanker om mad og vægt kommer til at fylde alt for meget. Og ofte også et ønske om at tabe sig. Er det det, du er bekymret for? Hvis det bliver rigtigt slemt kan man også kalde det for en spiseforstyrrelse – det ved du sikkert allerede. Hvis du har lyst kan du læse noget mere om det lige her. Jeg kan selvfølgelig ikke vide herfra, om din veninde har en spiseforstyrrelse eller ej. Men jeg vil alligevel lige fortælle lidt om det, for det kan hjælpe med at forstå nogle ting. 

Her i foreningen ser vi på spiseforstyrrelser, som en “mestringsstrategi”. Det betyder, at en spiseforstyrrelse kan blive inviteret ind i ens liv til at håndtere, når noget er svært. Det kan være svære tanker eller følelser eller uro – på en måde en psykisk smerte, der laves om til en fysisk smerte. Man kan godt sige, at spiseforstyrrelsen har en funktion i livet. 

Jeg kommer derfor til at tænke på, om du ved noget om, hvordan din veninde går og har det? Måske både i skolen og derhjemme med familien. Er hun trist eller ked af det? Har hun fortalt dig, om hun har det svært eller der er noget i hendes liv, der ikke er godt? Jeg ved godt, at du ikke kan svare på mine spørgsmål her i Brevkassen, men jeg håber jeg kan hjælpe dig til at tænke over det.  

Hvordan ville det være, hvis du talte med jeres klasselærer om din bekymringer? Måske du kunne vise dit brev og mit svar til din lærer? Det kunne selvfølgelig også være en anden voksen på skolen, som du er tryg ved. Måske det også er en mulighed, at du fortæller det til dine egne forældre? Så kunne de hjælpe med at komme videre med at få hjælp.  

Det er meget vigtigt for mig at understrege, at det her ikke er noget du skal stå alene med. Det er meget vigtigt, at du involverer en voksen, som kan hjælpe din veninde. Kommer du mon til at tænke på en, du kunne gå til? Det vil jeg på det kærligste opfordre dig til.  

Vi har også skrevet et ret fin artikel, når man er veninde til en, der har det svært med mad. Måske du også kan finde lidt støtte i den? Du finder den her. 

Her i foreningen vil vi selvfølgelig også meget gerne tale med dig. Vi har forskellige måder det kan foregå på, enten ved samtale, chat eller sms. Hvis din veninde har lyst til at tale med os er hun selvfølgelig også meget velkommen til det.  

Til slut vil jeg bare igen sige til dig, hvor sej du er! Det er meget meget tydeligt, at du gerne vil hjælpe og jeg håber, at jeg med mit svar har givet dig nogle muligheder. 

Din veninde er ret heldig at have én som dig i sit liv:)  

De kærligste hilsner fra 

Brevkassen