Jeg kan ikke spise med andre
Spørgsmål
Hej jeg er bange for at jeg har en spiseforstyrrelse fordi jeg ikke kan spise sammen med nogen hvad skal jeg gøre
Svar fra brevkassen
Kære dig
Hvor er jeg glad for, at du skriver herind til brevkassen. Det kræver rigtig meget mod at sætte ord på noget, som man går og er bange for, og det er det allerførste og vigtigste skridt, du lige har taget her. Så klap dig selv på skulderen for at række ud til os.
Du skriver, at du er bange for, om du har en spiseforstyrrelse, fordi du ikke kan spise sammen med andre. Jeg kan godt forstå, at det gør dig bange. Jeg kan ikke sige præcis, hvad det skyldes, men jeg kan fortælle dig én ting med helt stor sikkerhed: Du er overhovedet ikke forkert, og det er ikke din skyld, at du har det sådan.
Nogle gange kan kroppen og tankerne begynde at drille os. For nogle handler det om selve maden, og for andre handler det mere om, at man bliver rigtig genert, nervøs eller utryg, når man skal spise sammen med andre. Måske fordi man føler, at de andre kigger på én. Uanset hvad årsagen er, så skal du ikke gå alene med det. Du fortjener at have det godt, og derfor vil det være en rigtig god idé at snakke med en voksen. Det kan være din mor, far, moster, en lærer eller en anden voksen, du føler dig tryg ved. Hvis du synes, at det er lidt svært at sige det højt til nogen, kan du vise dem dit fine brev og mit svar. Så ved de lidt om, hvordan du har det, uden at du behøver at forklare en hel masse.
Hvis du har lyst, kan du også chatte med vores rådgivere. De er super søde og vant til at snakke om alt det, der kan være svært.
Du har taget det første skridt i dag, og det skal du være stolt af. Lov mig, at du ikke holder det for dig selv, men deler det med en voksen, du stoler på, så du kan få den hjælp og ro, du fortjener.❤️
Kæmpe kram fra
Brevkassen
Har du selv et spørgsmål?
Vores dygtige, frivillige rådgivere svarer på alle spørgsmål om spiseforstyrrelser og selvskade og kan rådgive dig om, hvor og hvordan du bedst får hjælp og støtte.
Vi behandler alle breve og svar 100 % anonymt, og vi svarer så hurtigt, vi kan.