Jeg isolerer mig mere og mere med min spiseforstyrrelse

Kære dig 

Tak for dit brev. Det lyder som om, du står med rigtig meget alene lige nu. Jeg bliver berørt af at læse, hvor hårdt du kæmper, samtidig med at du prøver at skjule, hvor svært du egentlig har det. Det giver mening, at du føler dig ensom og overvældet, når du både kæmper med spiseforstyrrelsen og med at holde den skjult for dem omkring dig.

Jeg hæfter mig ved, at du i januar tog en beslutning om at prøve at blive rask. Det fortæller mig, at der er en del af dig, som ønsker noget andet end spiseforstyrrelsen, også selvom det måske føles længere væk lige nu. Samtidig beskriver du, at du er begyndt at få det værre igen, har tabt dig og isolerer dig mere. Det lyder som nogle tegn på, at du har det svært, og dét er ikke noget, du skal stå alene med.

Du skriver, at du tidligere har kunnet fortælle nogle bestemte personer, hvordan du havde det, men at du ikke kan få dig selv til det lige nu. Jeg kommer til at tænke på, hvad der gør det så svært netop nu? Er du bange for at bekymre dem? Er du bange for deres reaktion? Eller føles det måske som om, spiseforstyrrelsen helst vil holde dig for sig selv? Du behøver ikke have et svar, men det kan være værd at være nysgerrig på.

Jeg lægger også mærke til, at du skriver, at du nogle gange elsker at have din spiseforstyrrelse, fordi du føler, at du har mere lov til at leve. Mange mennesker med en spiseforstyrrelse kan opleve, at sygdommen både føles som en hjælp og som noget, der gør ondt. Det kan være forvirrende at have de to følelser på én gang, men det betyder ikke, at der er noget galt med dig. Ambivalens er ofte en del af det at kæmpe med en spiseforstyrrelse.

Du spørger, om nogen nogensinde bliver raske af en spiseforstyrrelse. Og dertil er svaret JA. Vejen til bedring er ikke altid let, og for mange vil der være perioder, hvor symptomerne fylder mere igen. At du oplever tilbagegang lige nu, betyder ikke, at du har mistet muligheden for at blive rask. Det betyder heller ikke, at de fremskridt du allerede har gjort er forsvundet.

Samtidig bliver jeg bekymret, når du fortæller, at du får det værre, har tabt dig og ikke fortæller nogen, hvor svært du har det. Du fortjener støtte, også når spiseforstyrrelsen fortæller dig, at du skal klare det alene. Derfor får jeg lyst til at spørge, om der er én person, du kunne fortælle bare en lille smule til? Det behøver ikke være alt på én gang. Måske kunne du nøjes med at sige: “Jeg har det faktisk sværere, end jeg har givet udtryk for.” Hvis det virker for svært at skulle række ud til nogen i dit netværk, er du også altid velkomme til at skrive til os igen, til at ringe til os på 70101818 eller bruge vores andre rådgivningstilbud, hvis det kunne være rart at snakke med nogen. 

I forhold til skolestart efter sommerferien kan jeg godt forstå, at du er bekymret. Både for om du kan klare det, og for om det vil give flere muligheder for at skjule spiseforstyrrelsen. Måske kunne det være hjælpsomt allerede nu at overveje, hvilke former for støtte du kan have omkring dig, når skolen begynder, så du ikke står alene med ansvaret for at holde øje med, hvordan du har det?

Jeg er glad for, at du skrev herind. Det fortæller mig, at der stadig er en del af dig, som rækker ud, selvom det er svært. Den del håber jeg, du vil blive ved med at lytte til. 

Jeg hepper på dig og tror på dig og ønsker dig alt det bedste <3 

Kærlig hilsen 
Brevkasse <3