Jeg har svært ved at spise og stoppe med at selvskade

Kæreste dig 

Tak for dit brev. Og tak for dit mod til at skrive. Jeg ved, at det kan være svært, især hvis det er første gang, man fortæller om sine tanker til nogen. 

Du skriver, at du har rigtigt svært ved at spise og nærmest ingenting spiser. Du fortæller, at du selvskader og ikke ved, hvordan du kan forhindre det. At du bliver tvunget til selvskade – at det er dine tanker. Jeg håber, at jeg forstår det korrekt? Altså, at det føles som om dine tanker siger du SKAL selvskade?  

Jeg ved godt, at du ikke kan svare mig på mine spørgsmål, men håber det er okay, at jeg stiller dem alligevel. Jeg håber, at jeg på den måde kan være med til at hjælpe dig i retning af, hvordan du kan få hjælp til at få det bedre. Der er nemlig ingen tvivl om, at du fortjener at have det godt. 

Jeg kommer til at tænke på, hvad det mon er der gør, at du ikke spiser? Er det, hvordan maden smager og måske, hvordan den føles i maven, du ikke kan lide? Har du ingen appetit? Fra andre der skriver herind til Brevkassen ved jeg, at tanker omkring at tage på i vægt af maden kan komme til at fylde meget. Nogle gange alt for meget. Måske udseendet af din krop fylder meget for dig? Måske du føler, at du gerne vil se anderledes ud end du gør? Hvis sådan nogle tanker bliver vokser sig store kan man kalde det for en spiseforstyrrelse – måske du allerede godt ved det. Og både spiseforstyrrelse og selvskade er noget, man skal have hjælp til. 

Her i foreningen ser vi på selvskade og spiseforstyrrelse som en måde at klare svære følelser på. På en måde kan man sige, at man flytter en psykisk smerte til en fysisk. Giver det mening? Man kalder det en “mestringsstrategi”. Måske er der noget i dit liv, som ikke er, som det skal være? Måske endda virkeligt svært? Og så kan selvskaden være en slags hjælp. Er det mon sådan for dig? Jeg vil også gerne fortælle dig, at det er ret normalt at opleve, at man nærmest er tvunget til at selvskade og at man bare ikke kan stoppe. Også selvom man faktisk rigtig gerne vil stoppe.  

Og så tænker jeg også på, om du mon har talt med dine forældre om, hvordan du har det? Det er nemlig vigtigt ikke at gå alene med sine tanker og følelser. Tit vokser de sig kun større, hvis man går med dem alene. Hvis man siger det til nogen er det meget lettere at få hjælp. Måske du kunne vise dit brev hertil og mit svar til dig, til dine forældre eller en anden voksen, du er tryg ved? 

Og hvis du synes, det er lidt svært, så kan jeg anbefale at lytte til vores podcast “Sig det højt”. Det er fortællinger fra andre, der har haft det svært med mad, og som siger det højt. Det kan være rart at føle, at man ikke er alene, og at det er okay at tale højt om. 

Her i foreningen vil vi selvfølgelig også meget gerne tale med dig. Vi har forskellige måder det kan foregå på, enten ved samtale, chat eller sms. Du har allerede vist, hvor stærk og modig du er ved at skrive til brevkassen og jeg tror på, at du er klar til næste skridt! Jeg håber vi hører fra dig igen. 

Mange kærlige hep fra  

Brevkassen