Hvordan får jeg hjælp til en spiseforstyrrelse som 65-årig?
Spørgsmål
Hej, jeg er 65år. Fik konstateret stress (belastningsreaktion i følge lægen) i 2022. Og efterfølgende bevilget førtidspension. Jeg vejer 45 kg og 1.60m høj.
Min spiseforstyrrelse har måske altid luret lidt i baggrunden. Jeg ønsker at spise mere normalt; især i sociale sammenhænge, men det er vanskeligt når det smager “forkert” – Min læge sagde for et par år siden at jeg skulle “øve mig i at spise” Og jeg måtte ikke komme ned på 40kg. Han kunne eller ville ikke henvise til “Center for spiseforstyrrelser”, men derimod til psykolog.
Jeg har ingen til at give mig et ordentligt spark bagi. Ingen børn til at motivere mig.
Har I mon nogle råd til mig?
Mvh.
Svar fra brevkassen
Kære dig
Tak fordi du deler så ærligt. Jeg vil også lige starte med at beklage den store ventetid på svar. Det skyldes sommerferien, og jeg håber, du har følt dig mødt, selv om svaret har ladet vente på sig.
Jeg får lyst til at sende dig et stort, varmt kram gennem skærmen. Det lyder, som om du har været igennem rigtig meget de seneste år. Først en belastningsreaktion, derefter førtidspension og samtidig en spiseforstyrrelse, som måske har fulgt dig i mange år. Det er ikke mærkeligt, at det føles svært, og det kræver mod at skrive, at du gerne vil have det anderledes.
Jeg bliver især berørt af, at du skriver, at du gerne vil spise mere normalt, især sammen med andre. Det fortæller mig, at ønsket om forandring er der, selv om det er svært. Smag, vaner og angst omkring mad kan fylde meget ved en spiseforstyrrelse, og det er ikke noget, man bare kan tage sig sammen til.
Et redskab, du måske kunne overveje at prøve, er det, der kaldes mekanisk spisning. Det bruges som en måde at skabe mere struktur og ro omkring maden på, især når sultfornemmelsen eller spiseforstyrrelsens regler kan være svære at stole på. Mekanisk spisning betyder kort fortalt, at man i en periode spiser efter faste rammer og tidspunkter frem for at vente på, at sulten fortæller én, hvornår man skal spise. Det handler om at hjælpe kroppen tilbage til en mere regelmæssig rytme og sikre, at den får den næring, den har brug for.
For nogle kan det være en lettelse, fordi man slipper for de mange daglige diskussioner med spiseforstyrrelsen om, hvorvidt man “må” spise eller ej. Det kan føles svært i starten, men mange oplever med tiden mere ro omkring mad og en bedre kontakt til kroppens egne signaler igen. Måske kunne det være et lille skridt, du kunne undersøge nærmere og se, om det giver mening for dig. Vi har lavet en guide til mekanisk spisning, som du kan finde her: Mekanisk spisning
Vi har også samlet en række personlige fortællinger fra mennesker, der selv levede med en spiseforstyrrelse eller selvskade. Måske kan du spejle dig i nogle af deres oplevelser, følelser og kampe. Mange fortæller, at det kan være en lettelse at opdage, at man ikke er alene om de svære tanker, og at andre genkender det, man selv går igennem. Du kan finde fortællingerne her: Personlige fortællinger
Jeg hæfter mig også ved, at du skriver, at du ikke har børn til at motivere dig. Men din værdi og dit liv er ikke afhængigt af, om du har andre, der har brug for dig. Du fortjener omsorg og støtte, også for din egen skyld. Måske kan motivationen ligge i ønsket om at give dig selv mere frihed, mere ro omkring maden og flere gode stunder sammen med andre. Det lille ønske, du allerede har om at kunne spise mere normalt, er i sig selv et vigtigt og værdifuldt sted at begynde.
Du er altid meget velkommen til at skrive til os igen, hvis du får brug for at dele dine tanker eller har brug for lidt støtte på vejen. Du er også velkommen til at benytte dig af vores andre rådgivningstilbud. Vores søde rådgivere sidder klar til at lytte og være der for dig, også hvis du måske bare har brug for at tale med nogen, der forstår og har tid til at høre på dig. Du finder vores tilbud her: Rådgivningen
Jeg håber virkelig, at du vil være blid ved dig selv. Du har allerede taget et vigtigt skridt ved at række ud. Jeg sender dig de varmeste tanker og et kærligt kram.
Kærlig hilsen
Brevkassen
Har du selv et spørgsmål?
Vores dygtige, frivillige rådgivere svarer på alle spørgsmål om spiseforstyrrelser og selvskade og kan rådgive dig om, hvor og hvordan du bedst får hjælp og støtte.
Vi behandler alle breve og svar 100 % anonymt, og vi svarer så hurtigt, vi kan.