Min datters spiseforstyrrelse vækker min egen til live

Kære du, 

Jeg vil starte med at sige mange tak for dit modige og fine brev. Det er virkelig godt, at du rækker ud og deler dine tanker, bekymringer og følelser. Det er faktisk et kæmpe skridt. Du er ikke alene og jeg håber, at mit svar til dig kan give dig bare lidt af det, du har brug for. 

Du skriver, at du havde anoreksi i dine tidligere teenageår, var i behandling og siden har haft normal BMI. Du fortæller om din datter, der har skadet sig selv og har fået en spiseforstyrrelsesdiagnose, og at det er blevet forværret den seneste tid. Jeg er først og fremmest bevæget over at læse om din tidligere situation og nu din datters kamp. Det både svært at være den berørte med spiseforstyrrelse og den pårørende. 

Jeg sidder faktisk og overvejer, om du har snakket med din datter om din egen behandling og oplevelse fra dine tidlige teenageår? Måske er det en ide, at møde hende midt i det hun er i med dine egne erfaringer? Hvad tænker du om den ide? Ville du have overskud til og mod på at tale med hende om dine oplevelser? Det kan være, at i kommer tættere på hinanden og at hun føler sig mere set og mindre ensom i sin situation. Det er oftest sådan, at når man deler sin sårbarhed med andre, kan de føle sig mere ok i deres egen sårbarhed. Måske er det en mulighed i jeres relation. 

Du skriver, at din tidligere spiseforstyrrelse nu vækkes til live undervejs i din datters forløb. At du underbevidst “konkurrerer” med hendes vaner. Det lyder som om, det er et virkelig svært sted for dig at være. Jeg forestiller mig, at du måske på den ene side føler, at du skal være den stærke og støttende mor, der har styr på sdet og samtidig mærker, at du bliver påvirket og også kæmper? Det må være et svært sted at befinde sig. Jeg tror, det er meget normalt at blive påvirket og ramt, når nogen man elsker kæmper med spiseforstyrrelse og selvskade. Du er ikke alene i det her, det er meget naturligt. Jeg tror måske også, at det er ekstra naturligt eller følsomt, når du har lidt historik med spiseforstyrrelse, at det bliver vækket til live. Du ved sikkert også allerede, at det kan gå meget op og ned mht., hvor meget spiseforstyrrelsen fylder i ens liv og hverdag og nogle perioder – for eksempel med ekstra travlhed, svære beslutninger, kriser, svære tanker – kan spiseforstyrrelsen fylde mere og banke på igen, selv efter mange år. 

Hvad tænker du, når jeg skriver sådan? Har du oplevet en indre kamp, som handler om forventninger til dig selv, dine egne sår / historie, din rolle midt i alt det her? Jeg forstår i hvert fald godt, hvis du er forvirret, frustreret og fortvivlet, og det er helt ok. 

Du skriver også, at du i marts blev sygemeldt grundet overbelastning og er begyndt at føle bedring, hvilket jeg er virkelig glad for at høre. Det er virkelig godt kæmpet! Men du skriver også, at påsken har været svær. Du nævner selv at dit fokus på mad og træning skyldes mangel på kontrol og hvor er det flot, at du kan identificere og reflektere. Det er faktisk en enorm styrke at kunne sætte ord på hvordan og hvorfor spiseforstyrrelsen er kommet ind i ens liv. Det vidner om, at man har nogle færdigheder, som kan hjælpe en med at få det bedre. Og det kan du også! 

Du spørger, om du har en spiseforstyrrelse som kontrollerer dig igen, eller om du blot skal være opmærksom. Om du selv kan få den under kontrol. Jeg kan ikke vurdere, om din spiseforstyrrelse er tilbage eller ej. Det lyder som om du har nogle gode færdigheder – at du ved, at du er blevet trigget, at du overvejer, om spiseforstyrrelsen er tilbage, at du har handlet på det ved at skrive ind til os -, som jeg har lyst til at tale op. Det er meget stort at kunne se sin situation lidt udefra / oppefra og prøve at forstå hvad der sker og hvorfor. Jeg tror godt, at man selv kan få det under kontrol, blot man er ekstra opmærksom og har nogle omkring en, der støtter og lytter. Jeg får lyst til at dele den her artikel med dig, som vi har skrevet, og som måske kan give dig yderligere støtte ord med på vejen, nu hvor gamle mønstre larmer igen.

Herinde vil vi altid anbefale at gå til egen læge og fortælle om sin situation. Jeg har også lyst til at opfordre dig til at dele dine tanker med en du stoler på, så du ikke går rundt med det alene. Bare det at sætte ord på sine følelser og bekymringer kan være enormt lettende og tage magten fra ens tanker om og længsel efter kontrol. Mon du har nogen i din omgangskreds, du kunne sige det til? Det behøver slet ikke være en tung snak. Jeg kender nogen som bare siger: “Jeg har det svært med mad for tiden og det fylder meget i hovedet. Vi behøver ikke at snakke meget mere om det, men jeg havde bare brug for at sige det højt, så det ikke er noget jeg går med selv. Håber det er ok.” Hvad tænker du om det? Hvordan lander det hos dig? 

Derudover vil vi altid opmuntre til at blive ved med at række ud og gerne til os igen, hvis du får lyst. Du kan skrive til Brevkassen igen, chatte eller ringe med nogle super søde frivillige rådgivere, der er altid klar på at lytte til dig.  

Rådgivningen

Jeg håber mit svar giver dig noget at tænke videre over og måske noget at handle efter. Jeg tror på dig, og jeg tror på din datter. Du skal ikke være alene i det her og det, at du skriver ind til os er allerede et stort skridt mod bedring. Jeg håber det bedste for dig og hepper på dig! 

KH 

Brevkassen