Jeg føler mig alene med ansvaret for min datter

Kære dig 

Mange tak for dit brev – hvor er det godt, at du skriver til os! Det lyder som en rigtig svær og kompleks situation, du som mor står i. For det første vil jeg bare fortælle dig: hvor er din datter heldig at have så kærlig og omsorgsfuld en mor, som jeg mærker, du er! Jeg vil forsøge at svare så godt jeg kan på dine spørgsmål <3 

Du fortæller, at din datter kæmper med social angst, lavt selvværd og problematikker omkring mad og selvbillede. Du fortæller, at hun har været i Cool Kids forløb, fået lavet PPV og fået en psykiatrisk henvisning. Hun har også været i Mind My Mind forløb, som dog blev afsluttet, da det var svært at nå ind til hende. Du fortæller, at du virkelig prøver at gøre alt det rigtige som mor, men at det er svært. Jeg får indtryk af, at du tvivler på, om du gør det rigtige. Om du gør nok. Er det mon rigtigt forstået?  

Det er vigtigt for mig at anerkende alt det, du allerede har gjort. Det er lige præcis de ting, vi ligeledes ville opfordre til at gøre – så anerkend også dig selv for det! Du fortæller, at behandlere har svært ved at nå ind til hende. Jeg fornemmer, at det ligeledes kan være svært for dig som mor. Er det mon rigtigt? Det er ikke unormalt, at det kan være utrolig svært at nå ind til et barn, som har det svært. Det skal på ingen måde ses som et udtryk for, at man ikke gør nok, eller at man gør det forkerte. Ofte findes der slet ikke en “rigtig løsning,” som bare pludselig kan slå igennem, selvom man kan føle, at det er den, man leder efter. Nogle gange har barnet brug for at ‘gå lidt’ med alt det svære, før de er klar til at åbne op og arbejde med mønstrene. Som forælder kan det føles uendelig svært, at man ikke kan hjælpe mere nu og her – det er udtryk for en stærk kærlighed – men igen; det betyder ikke, at du ikke gør det rigtige. 

Jeg er nysgerrig på, hvordan kommunikationen mellem dig og din datter er. Åbner hun mon lidt op for dig? Vores oplevelse er, at man sjældent gør noget værre ved at spørge nænsomt ind. For langt de fleste er det rigtig rart at mærke, at mor er interesseret – også hvis hun ikke er klar til at snakke meget om det. Fortæl hende nænsomt, at du er bekymret, og at du rigtig gerne vil hjælpe og forstå hende.  

Du fortæller, at der er noget i hendes skoletid, som har sat sig meget dybt i hende og trigget den negative udvikling – ved du mon, hvad dette er? Hvis ikke kunne det måske være værdifuldt at forsøge at få adgang til den del af hendes følelsesliv. Det kan være en god idé at spørge om ‘lov’ til at spørge ind og respektere, hvis der er ting, hun ikke vil snakke om.  

Du spørger ind til, hvordan du bedst håndterer mad, vægt, angst og selvskade på en sund måde – det er så godt, at du spørger ind til det. Igen får jeg virkelig indtryk af, at du er meget omsorgsfuld og reflekteret som mor <3 Spiseproblematikker og selvskade kan forstås som mestringsstrategier. Det vil sige, det er måder, hvorpå man lettere kan håndtere noget, som er svært psykisk. For nogle kan det give en følelse af kontrol i et ellers kaotisk sind, det kan være en måde at mærke sig selv på, det kan give et frirum fra de svære tanker eller noget helt fjerde. Det er problematikker, som er blevet inviteret ind i din datters liv for at hjælpe hende med noget svært. Selvom det er uhensigtsmæssigt, kan det være en stor tryghed, og det kan være vigtigt at anerkende som forælder. Nøgleordene er nænsomhed, nysgerrighed og tålmodighed. Jeg vil henvise til vores pårørendeguide her, som indeholder alle grundlæggende tips, tricks og råd til blandt andet dette spørgsmål. 

Måske din datter selv kan sætte lidt ord på, hvad hun har brug for, og hvordan du kan støtte hende? Nogle kan have brug for at snakke meget om det svære, mens andre kan have brug for ro. I alle tilfælde kan det være en god idé at identificere, om der er nogle ting, som giver din datter et pusterum og så fokusere på det. Det kan være alt fra et varmt bad til at høre musik eller blot være sammen. Det kan være en idé at vurdere, hvor du kan imødekomme hendes behov for ro, og hvor det måske kan være godt at opretholde et ‘pres’ for normalitet. Lad ikke problematikkerne overskygge dét, som måske fortsat kan være solstråler gennem skyerne. Hvis der er noget mad som er lettere at spise end andet kan det også, om muligt, være en idé at imødekomme dette behov for en periode. 

I forhold til dine konkrete spørgsmål er der ting, som ligger lidt uden for vores viden, men jeg vil forsøge at svare så godt jeg kan. 

Bedre Psykiatri har lavet et overskueligt skriv omkring, hvilke rettigheder du har som pårørende til en under 18 år. Det linker jeg til her. Der er også information om, hvilke rettigheder du som pårørende har til støtte. Blandt andet familievejledningen, som kan give et overblik over hjælpemulighederne – læs evt. mere om det inde på linket eller tag kontakt til jeres kommune for at høre mere. Vi kan ikke som sådan sige, om I “burde” have en kontaktperson/sagsbehandler, men jeg tænker bestemt, at det kunne give mening for jer. Dette foregår gennem kommunen. Mon I har en kontakt fra tidligere kommunale forløb, som du kan hive fat i? Mon det kan give mening for dig, at det er næste konkrete skridt at tage?  

Det er helt forståeligt, at du har brug for hjælp til at skabe overblik og bane vejen. Jeg får ikke indtryk af, at du behøver være så bange for, at gøre noget forkert, for det lyder til, at du har gjort alt det rigtige og fortsat gør det ved at række ud her. Hvis du viser din datter samme omsorg og kærlighed, som jeg mærker gennem dit brev, er jeg sikker på, at hun også vil mærke det! Som mor kan det også være værdifuldt at følge sin mavefornemmelse – du kender trods alt din datter bedst <3 

Til sidst fortæller du, at du føler dig meget alene med ansvaret, og at det i høj grad har påvirket dig personligt og psykisk. Det er helt forståeligt. Jeg får indtryk af, at du vil gøre alt for at hjælpe din datter, men at det også er rigtig hårdt. Det kan være ambivalente følelser, som kan være rigtig svære at håndtere alene. Du fortjener støtte i din datters forløb lige så vel som din datter gør. Hvis der er den mindste mulighed for det, er det okay, at tage en pause og trække vejret dybt for sig selv <3 Hvis du har det godt, har du de bedste forudsætninger for at støtte din datter.  

Her i foreningen tilbyder vi pårørende op til tre personlige (video) samtaler med samme rådgiver, og vores søde rådgivere vil meget gerne snakke med dig, hvis du har lyst til det. Jeg linker her. Du er også altid velkommen til at ringe. Jeg vil ligeledes henvise tilbage til Bedre Psykiatris skriv, som beskriver yderligere muligheder for personlig støtte til dig som pårørende. 

Din datter er ligeledes meget velkommen til at kontakte os. Mange af vores unge brugere kontakter os på chat eller brev, da det kan ofte være nemmere og rarere at udtrykke sig på skrift. Men hun er også altid velkommen til at ringe. 

Det blev et langt svar, men jeg håber, at mit svar kan give dig noget brugbart med på vejen. Jeg ønsker jer alt det bedste med på vejen. Fortsæt det gode om end hårde arbejde, men husk samtidig at give dig selv anerkendelse og omsorg på vejen <3  

De kærligste hilsner, 

Brevkassen