Hvordan fortæller jeg mine pårørende, at jeg har anoreksi?

Kære dig 

Først og fremmest vil jeg beklage den lange ventetid, som skyldes sommerferien. Jeg håber alligevel, at mit svar kan hjælpe dig lidt videre. 

Ud fra det, du skriver, kan jeg mærke, hvor meget du elsker din kæreste, og hvor meget du gerne vil passe på ham og ikke skuffe ham. Du skriver selv, at du føler skam og skyld over, at du har det sådan, og over, at du ikke bare kan blive rask fra den ene dag til den anden. Og det kan man bare ikke. En spiseforstyrrelse kan nemlig få så meget fat i en, at det er umuligt at “bare” lade være eller “bare” ændre sine spisevaner. Her hos os ser vi en spiseforstyrrelse som en mestringsstrategi. Når noget er svært, kan en spiseforstyrrelse blive inviteret ind i vores liv for at hjælpe os. Den kan fx give en fornemmelse af, at man måske har kontrol over noget i sit eget liv, den kan dulme tankemylder, den kan hjælpe på lavt selvværd, eller andre ting. Og når man har stået i en situation for længe, kan det være svært at få den til at slippe igen. 

Det handler slet ikke om viljestyrke eller viden, men om, at man har lært at lytte til spiseforstyrrelsen så længe, at det kan føles umuligt at “bare” spise uden skyld og skam. Så jeg håber virkelig, at du kan prøve at være lidt mere nænsom ved dig selv. Du har ikke valgt at have det sådan, og du kan ikke bare beslutte dig for at blive rask fra den ene dag til den anden. 

Ud fra det, du skriver, ser jeg en kvinde, som allerede har taget nogle meget vigtige skridt på vejen. Du er bevidst om, at du har en spiseforstyrrelse, og du har talt med lægen. Det er et af de vigtigste skridt, man kan tage, og et skridt, som mange ikke engang når til. Du skal i gang med behandlingen, og det viser, at du tager din sundhed og dig selv alvorligt. Du er også bevidst om, hvor meget din kærestes og dine forældres støtte betyder for dig. Og selv i en så krævende situation har du af overskud til at række ud og bede om hjælp. Det er et vigtigt skridt, og det må du gerne anerkende hos dig selv. 

Du skriver, at du lige er flyttet sammen med din kæreste, som siger, at du blot skal lade være, og at det hele handler om vaner. At han har lyst til at flytte sammen med dig, viser mig, at han elsker dig og gerne vil være sammen med dig. Du skriver også, at han bebrejder sig selv dit manglende sexlyst, som faktisk er et helt almindeligt symptom ved anoreksi. Det får mig til at tænke, at han måske endnu ikke helt forstår, hvad du kæmper med, og hvor hårdt det faktisk er for dig. Det betyder ikke nødvendigvis, at han ikke ønsker at forstå det, måske mangler han bare viden om, hvad en spiseforstyrrelse egentlig gør ved et menneske.  

Vi har udarbejdet en guide, som hedder Min partner har en spiseforstyrrelse, som han måske kunne få gavn af. Han kan også bestille en pårørendeguide om spiseforstyrrelser. Hvis han ønsker at tale eller chatte med os, er vi også klar til at hjælpe ham. 

Mange tror, at vores tilbud kun er til dem, der kæmper med en spiseforstyrrelse eller selvskade, men det er lige så vigtigt, at vi vejleder deres pårørende. Det er nemlig påvist, at pårørendes støtte kan øge effektiviteten af behandlingen. Så han behøver ikke stå alene med sine bekymringer eller med ønsket om at forstå, hvordan han bedst kan være der for dig. 

Og for at svare på dit spørgsmål helt konkret synes jeg, at du skal fortælle ham og dine forældre, at du har fået bekræftet, at du har anoreksi, og at du skal i behandling. Du kan fortælle dem, at du har brug for deres støtte, fordi det bliver en hård rejse. 

Jeg tror ikke, dine forældre bliver så overraskede, som du selv måske forestiller dig. Selvom de måske ikke har kendt hele omfanget af det, du har gået igennem, tænker jeg, at de allerede har kunnet mærke og se, at du ikke har haft det godt, og at der har været noget, der har fyldt meget omkring mad og din trivsel. Jeg kender dem selvfølgelig ikke, men jeg tænker derfor, at det måske ikke vil komme helt ud af det blå for dem. Og måske vil det endda være en lettelse for dem at få at vide, hvad der sker, og at du nu skal have den hjælp og behandling, du har brug for. 

Hvis du alligevel synes, at det er for svært at fortælle dem det selv, kan du vise dem dit fine brev og mit svar. Du behøver ikke finde alle ordene selv. Du må gerne lade dit brev og mit svar hjælpe dig med at fortælle dem, hvad du går igennem. 

Vi vil meget gerne tale både med din kæreste og dine forældre. Og selvfølgelig også med dig❤️Du er altid vedkommen til at skrive til os igen her i brevkassen eller benytte dig af vores andre rådgivningstilbud. 

Kærlig hilsen
Brevkassen