Har jeg en spiseforstyrrelse, eller er det normalt?

Kære dig, 

Tusind tak for dit brev, et så ærligt og velformuleret brev. Det kan være svært at række ud efter hjælp, og det har du gjort så godt med dette brev. 

Først og fremmest vil jeg beklage den lange ventetid, men jeg vil gøre mit bedste for at svare dig, og undervejs kommer jeg måske at stille dig nogle spørgsmål. Selvom du ikke kan svare mig direkte, kan de måske være med til at sætte nogle tanker i gang og være en støtte for dig. 

Du skriver, at du mistænker, at du har en spiseforstyrrelse og selvskader lidt, samt at tanker om mad, træning og undgåelse af sociale arrangementer fylder meget. Du oplever, at ønsker om vægttab er udbredt blandt dine veninder, men dit eget mønster har varet i 4-5 år, værst de seneste 2 år. Det veksler mellem stramme perioder med kost og træning, som trods alt giver en vis tryghed, og perioder med overspisning for at kunne tabe dig igen. 

Først får jeg lyst til at sende dig et kæmpe virtuel kram. Det er tydeligt at du går med nogle ting der fylder meget. Så selvom jeg ikke kan sige eller diagnosticere, om du har en spiseforstyrrelse eller ej, så oplever du en hverdag hvor maden, vægten og træning fylder rigtig meget, og det synes jeg, er vigtigt at tage alvorligt.   

Du skriver, at det er helt normalt at unge piger at ville tabe sig. Og det er bestemt ikke unormalt at have tanker om sin krop, sin vægt, mad, især når man er ung. Man møder så mange idealer og holdninger om kroppen og mad, ikke mindst på sociale medier. Men når tankerne begynder at fylde så meget, at de påvirker ens hverdag og sociale liv, så er det noget, der skal tages alvorligt.  

Du skriver, at du både hader de perioder hvor mad og træning fylder, men samtidig synes du, det kan være rart. Det kan måske føles modsætningsfuldt, men man kan godt have begge følelser på samme tid. Noget kan være hårdt og begrænsende, samtidig med at det kan give en følelse af tryghed, kontrol eller ro i øjeblikket. Måske er det netop noget af det, der kan gøre de mønstre svære at slippe. Giver det mon mening for dig? 

Jeg får lyst til at sige, at det er virkelig ærligt skrevet. Det kræver stor modenhed at kunne sætte ord på den ambivalens, som rigtig mange andre også oplever, men som kan være svær at erkende og tale højt om. 

Hos nogle mennesker hænger tanker og mønstre omkring mad, krop og vægt sammen med andre ting der sker i livet. Det kan f.eks. være svære følelser, ensomhed, pres eller oplevelsen af manglende kontrol – og mange, mange andre ting. Jeg bliver nysgerrig om det mon, er noget du genkender? 

For når noget i vores liv fylder meget i vores følelsesliv, kan maden for nogle blive en måde at håndtere disse svære følelser eller situationer på. For nogle kan det at kontrollere maden og kroppen give en oplevelse af kontrol, når andre ting i livet føles svære eller uoverskuelige. Jeg ved selvfølgelig ikke, om det er sådan for dig, men hvad tænker du om det? Du skriver at perioderne har stået på i 4-5 år, og det har været værst de sidste to år. Derfor bliver jeg nysgerrig på, om der mon er sket noget i dit liv, der ændrede sig ved det tidspunkt, hvor det begyndte eller blev værre? 

Du nævner dine veninder, og jeg får lyst til at spørge, om du mon snakker med nogen af dem om hvordan du egentligt har det? Er der nogen i dit netværk der ved hvad du går rundt og kæmper med? 

Det er nemlig så vigtigt at ikke gå alene med det, og det kan kan ofte gøre en kæmpe forskel at have nogen at snakke med om de ting der fylder. En der lytter og forstår dig. Det gør at man ikke står så alene med det hele.  

Har du nogen i dit netværk, du føler du kan snakke med om det der fylder? Måske dine forældre eller nogle veninder/venner? Nogen du føler dig tryg ved at dele dine tanker og følelser med? 

Du skriver også, at du måske selvskader lidt. Jeg bliver nysgerrig på, hvad du mener, når du skriver det? Selvskade er også noget, der skal tages alvorligt. For nogle kan selvskade, lidt ligesom med maden, blive en måde at håndtere svære følelser på. Hvor man måske oplever lidt ro og lettelse i øjeblikket, men bagefter kan opleve mange svære eller negative følelser. Jeg ved ikke, om du kan genkende noget af det?  

Uanset hvad, så er selvskade også noget, du fortjener hjælp og støtte til, og det er vigtigt, at du ikke går alene med det. Jeg tilføjer et link med gode råd i forbindelse med selvskade. Hvis du ønsker mere konkret hjælp til din selvskade, er du altid velkommen at skrive ind til os igen.  

Derudover vil jeg også sige, at det kunne give mening at tage forbi egen læge og tale med dem om, hvordan du har det og de tanker du har om mad og vægt. De vil kunne hjælpe med at pege retning af den rette hjælp og støtte.  

Hvis du sidder med følelsen af at ønske mere støtte og hjælp, har vi også en telefonrådgivning, hvor du kan ringe ind på 70101818. Der kan du tale med nogle meget omsorgsfulde og dygtige rådgivere.  

Du er, som sagt, selvfølelig altid velkommen at kontakte os igen her i brevkassen.  

Du er så sej, modig og reflekteret, og det er så godt at du har rakt ud efter hjælp. Det kræver styrke at sætte ord på de svære følelser og ting man går igennem, og det er præcis hvad du har gjort.  

Til sidst vil jeg bare sende dig en masse varme tanker  

Kærligst hilsen 

Brevkassen