Jeg mistænker, at min bror har en spiseforstyrrelse – men han afviser hjælp

Kære jer 3, 

Tusinde tak for jeres brev herind til Brevkassen. 

Jeg kan mærke, at det her er skrevet ud fra en kæmpe omsorg for ham, men også for jer som familie. Det gør mig faktisk lidt rørt at læse, hvor meget I forsøger at finde en måde at være der for ham på, selvom det lyder virkelig svært. 

Jeg får lyst til at dele med jer, at jeg selv har haft en spiseforstyrrelse gennem min ungdom. Min families støtte var på mange måder altafgørende for mig. Men hvis jeg skal være helt ærlig, var den også pisse irriterende. Jeg kunne blive enormt frustreret over deres bekymring og opleve deres forsøg på at hjælpe som kontrol, selvom jeg godt vidste, at det kom fra kærlighed. 

Jeg kan derfor genkende noget af det, I beskriver. Ikke fordi jeg ved præcis, hvad der foregår hos ham, men fordi jeg selv kender følelsen af, at andre begynder at stille spørgsmål ved noget, som man selv oplever som vigtigt, rigtigt og måske endda som en vigtig måde at passe på sig selv på. 

Når man har et meget rigidt system omkring mad, motion eller sundhed, kan reglerne komme til at føles som en meget vigtig strategi til at skabe tryghed. Derfor kan det også føles truende, når andre begynder at stille spørgsmål ved dem. Det behøver ikke handle om, at man ikke ved, at ens familie vil én det godt. Man kan godt vide, at ens familie elsker én og samtidig opleve deres bekymring som noget, der truer noget, man selv har brug for at holde fast i. 

Og jeg tænker virkelig også på jer. For det må være så frustrerende at stå på den anden side. At se et menneske, man elsker, ændre sig, blive mere rigid og måske få mindre plads til andre ting i livet. I må gerne både være bekymrede, frustrerede, vrede, kede af det og magtesløse. Det ene udelukker ikke det andet. 

Jeg kender selvfølgelig kun den lille del af jeres situation, som I har kunnet få med i et brev herind, så jeg kan ikke vide, hvad der vil være det rigtige for netop jer. Tag derfor det med fra mit svar, som giver mening for jer, og lad resten ligge. 

I spørger, hvordan I kan støtte ham uden at skabe mere konflikt. 

Når I taler med ham, kan det måske hjælpe at være mere nysgerrige end overbevisende. Vælg gerne et roligt tidspunkt, hvor I ikke står midt i en konflikt om mad eller motion, og fortæl ham konkret, hvad I ser, frem for hvad I tænker, det betyder. 

Prøv også at undgå at ende i diskussioner om, hvorvidt bestemte fødevarer er sunde eller usunde. Hvis I først begynder at diskutere kalorier, sukker, fedt eller kolde kartofler, kan I hurtigt komme til at diskutere på reglernes banehalvdel. I kan i stedet være nysgerrige på, hvad reglerne betyder for ham, og hvor meget de fylder i hans liv – måske også, hvad de hjælper ham med. Vi ser ofte, at rigide spisevaner kan blive en form for mestringsstrategi til at håndtere noget andet, som er svært. Hvordan trives jeres søn generelt? Kan han være presset på andre områder i sit liv, som kan skabe et behov for kompenserende kontrol og regelmæssighed? 

Og måske vigtigst: I behøver ikke overbevise ham. I kan godt fortælle ham, at I er bekymrede, uden at han skal være enig. Måske handler det mere om at vise ham, at I er der, end om at finde de helt rigtige argumenter. 

Samtidig tænker jeg, at noget af det samme kan gælde for jer som familie. I kan godt være der for ham uden at lade spiseforstyrrelsen komme til at fylde hele jeres relation. I er hans familie, I er ikke hans behandlere. I kan støtte, lytte og opfordre ham til at søge hjælp, men det er ikke jeres job at få ham ud af det. 

Derfor må I også gerne sætte grænser for, hvad I vil være med til. Det kan være bestemte emner eller samtaler, som igen og igen ender i konflikt, og som I kan italesætte, at I ikke ønsker at gå ind i. På den måde kan I godt være der for ham og samtidig passe på jer selv. 

Og selvom det kan være svært, så prøv også at holde fast i jeres relation til ham uden for bekymringen. Lav ting sammen, tal om alt det andet, I plejer at tale om, og giv plads til, at han er mere end det, I er bekymrede for. 

Hvis I har lyst til at læse videre, har vi her hos Somenta samlet flere gode råd til pårørende til mennesker med spiseforstyrrelser. Dem kan I finde her:  

Gode råd til forældre 

Gode råd til måltidssituationen 

I kan også ringe herind på 70101818 og snakke med en rådgiver, hvis I har brug for mere konkret rådgivning. 

Jeg håber, I kan bruge noget af mit svar. Og måske allermest håber jeg, at I husker, at I ikke skal kunne løse det hele selv. I må godt være frustrerede. I må godt være i tvivl. Og I må godt have brug for hjælp til at finde ud af, hvordan I kan være hans familie i det her uden selv at blive helt væk i det. 

Det er tydeligt, at I allerede gør jer umage for at være der for ham❤️ 

De allerbedste hilsner fra Brevkassen