Er det normalt, at min datter ikke skjuler sin selvskade?

Kære jer 

Tak for jeres brev her til brevkassen og for dine gode spørgsmål. Jeg kan godt forstå, det kan være en svær situation som forælder, og man kan have brug for at vide, hvad som er ‘normalt’.  

Jeg vil dog sige, at når det kommer til selvskade og at vise sine sår og ar frem, er der ikke nødvendigvis noget, som er ‘normalt’. Det kan se forskelligt ud fra person til person, også om man vælger at skjule det eller vise det frem. Hvorfor din datter vælger at vise det, kan jeg selvfølgelig ikkeendegyldigt svare på, men jeg ved fra andre, jeg skriver med i brevkassen, at der kan være forskellige motivationer for det. 

For nogle er det en måde at vise deres indre smerte til verden. ‘Se, jeg kæmper, jeg har det svært, og jeg ville ønske, nogen så mig’. På den måde kan man godt sige, det handler om opmærksomhed. Men ikke på en ‘se mig’-agtig måde, mere på en ‘jeg vil så gerne blive set, lagt mærke til og draget omsorg for’-måde. Det kan også præcis, som du også nævner i dit brev, være noget hun ubevidst forbinder med, at når man slår sig/får en fysisk skade, så kommer der voksne og passede på hende. Andre beskriver, hvordan de generelt ikke føler sig forstået af sin omverden, og selvskaden bliver en måde at kommunikere dette på. Og for andre igen kan det være måde at tiltrække sig ‘negativ’ opmærksomhed, for at få ‘medlidenhed’, som du skriver – men også her er det vigtigt at fokusere på, hvorfor det er et behov. Måske er det den eneste måde, man føler sig berettiget til opmærksomhed – positiv eller negativ. Måske er den negative opmærksomhed den eneste, men er tryg ved. Måske synes man ikke, man har meget ‘positivt’ at bidrage med, så det kan blive en måde at være i verden på. Måske har man en følelse af, at det ikke er tilstrækkeligt at udtrykke sig med ord, og at der skal mere til for at få verden til at se en.  

Hvad tænker I mon, når jeg skriver alt det? Er der noget, som kunne passe på jeres datters situation, eller som kan give mening til videre refleksion?  

Hvis jeg forstår det rigtigt, så lyder det som om, I har nogen kommunikation med jeres datter omkring det. Det er rigtig positivt. Selvskade er et sårbart emne, og nogle gange kan det være svært at få adgang til sit barns indre liv. Jeg tænker på, om I har indblik i, hvordan jeres datter ellers trives? Her i foreningen betragter vi selvskade som en mestringsstrategi. Altså noget, der kan blive inviteret ind i ens liv for at hjælpe en med at ‘mestre’ noget, som er svært. Det kan hjælpe at se selvskaden i det lys. Det har vi skrevet mere om i vores pårørendeguide, som altid vil være min kærlige opfordring at hente og læse: Pårørendeguides 

Til sidst tænker jeg, at der bestemt er mange flere nuancer, og det er begrænset, hvad vi kan nå her i brevkassen. Har I ikke lyst til at ringe til vores dygtige rådgivere på telefonen? Så kan I få en snak mere i detaljen omkring jeres situation. Vi sidder klar her: Telefonrådgivning 

De varmeste kram fra Brevkassen