Hvordan får jeg ro i hovedet omkring mad?

Kære dig 

Mange tak for, at du har skrevet til os. Det er stærkt, at du rækker ud – og jeg håber, du vil føle dig set i mit svar til dig. 

Du fortæller, at de tanker der fylder mest i dit hoved i løbet af en dag, er mad. Du spiser måltider med så få kalorier som muligt. Holder overblik over kalorier i din mad med ChatGPT. Du motionerer på bestemte måder. Og ifølge dine beregninger spiser du 1200-1500 kalorier om dagen.  

Du fortæller om skam og grimme/dumme tanker om dig selv, som opstår hvis du synes, du har spist for meget. Mad fylder så meget i dit hoved hele tiden, skriver du, og du savner, at kunne spise uden at slå dig selv i hovedet over det.  

Det forstår jeg virkelig godt. 

Som du skriver, kan det være svært at forklare, hvordan det er at gå med den slags tanker og være helt fyldt op af dem – men du forklarer det godt.  

Og jeg har utrolig stor forståelse for din oplevelse – for jeg genkender i høj grad det, du beskriver. Dét at have så mange tanker om mad – hvad man skal spise og ikke spise, kalorieregnskab, forbrænding, planlægning i hovedet hele tiden. Følelser af, at det kan ’gå galt’, hvis man spiser, hvad man tænker er for meget. At føle sig uendeligt tyk – selv hvis man på en måde godt ved, at man ikke er tyk. Et stort ønske om at kunne spise ”normalt” – og at mad ikke skal fylde i hovedet hele tiden.  

Det er noget, jeg genkender fra mange, som skriver til os. Og fra da jeg var yngre, og kæmpede med det samme.  

Hvordan får du mere ro i hovedet, spørger du. Og det er virkelig et godt spørgsmål.  

Dét at være så fyldt af svære tanker og ’regler’ for mad, krop og motion er noget, som virkelig kan stikke dybt. Det er selvsagt ikke noget man ‘bare’ kan slippe. Så havde du selvfølgelig sluppet det.  

På den måde er det noget, som handler om meget mere end bare hvordan man ser ud eller hvor meget, man vejer. Alt det med fx kalorietælling. Det er noget, som kan fylde uanset vægt. Man kan opleve tegn på enhver spiseforstyrrelse uanset, hvad man vejer, eller hvordan man ser ud.  

Det er noget, som kan blive en slags måde at leve på. Hele det konstante ’regnestykke’ kan på den måde være opstået som en måde at håndtere livet på. En strategi, som man flytter fokus til – og som mange bruger for at opnå en fornemmelse af fx kontrol eller trøst eller succes. Det er gerne en coping-strategi. 

Hvornår startede det hele mon i dig?  

Jeg kommer til at tænke på, hvad der mon ellers foregår og har foregået i dit liv? Hvad der går godt eller er svært, eller måske har været svært på et tidspunkt? 

I nogle tilfælde kan det være tydeligt, at man faktisk var presset, da de mange tanker om mad begyndte at tage over. Som en strategi. At man var ensom eller stresset. Havde noget i sine omgivelser, som var et pres. I andre tilfælde er det slet ikke tydeligt, hvorfor det startede. Giver det mon mening for dig at tænke på det på den måde?  

Det kan i allerhøjeste grad også være de mange spejle og øjne, der hviler på os den dag i dag. De helt vildt mange anledninger, vi møder til at sammenligne os selv og vores kroppe med andre. I virkeligheden og online. Man kan have en vis fornemmelse af, at man skal se ud på bestemte måder – og se godt ud for at være god nok; for at klare sig godt nok. Sådan kan jeg have det. Også den dag i dag, hvor mit forhold til mad i flere år har været afslappet igen. 

Det, du beskriver, er ikke noget du skal gå alene med. Jeg tænker på, om du har nogle omkring dig, som du er tryg ved og kunne dele med, hvilke tanker du gør dig om mad? Det kan være en forældre, en veninde eller en moster fx? Det kan have en meget forløsende virkning bare det, at begynde at sætte ord på til andre, hvad man oplever. Du er hverken forkert eller alene, og du fortjener hjælp og støtte. 

Det er ikke noget, der bare skal fortsætte. 

Jeg tænker også på, at det kunne være en god idé, at tale med din læge om din situation. De kan nemlig også hjælpe med at pege i retning af støtte. Jeg indsætter her en artikel om at gå til lægen, som kan være rar at hente noget inspiration i.

Hvad tænker du mon om det?  

Jeg tænker, at det er noget, du i høj grad fortjener og har brug for: den rette hjælp og støtte til at få ro i hovedet. Få plads til det, du egentlig gerne vil have energi til i dit liv.  

Derfor håber jeg meget, at du vil fortsætte med at række ud. Til din læge. Eller til en psykolog eller psykoterapeut. Og måske til nogen omkring dig, som du stoler på, og som kan støtte dig.  

Du er også altid meget velkommen til at skrive her igen eller bruge vores andre rådgivningsmuligheder.

Det kan for mange virke helt urimeligt svært at tro på, at forholdet til at spise kan ændre sig og stoppe med at fylde, mens det fylder så meget. Men jeg ved, at det i den grad er muligt – og jeg tror på, at du kan få det bedre igen. 

Mange varme tanker til dig.  

Kærlig hilsen
Brevkassen