Jeg lyver for at skjule, hvor lidt jeg spiser
Spørgsmål
Hej.
Jeg har siden syvende klasse haft det rigtig svært med mad. Jeg ved ikke helt hvad det kommer fra, og er faktisk bare kommet ud af det blå.
Jeg har det med at springe over måltider. Og lige have en grund til hvorfor jeg ikke har lyst til at spise. Det startede med at være morgenmad jeg springende over. Men nu er det kun aftensmad jeg næsten spiser. Og hvis jeg skal til fodbold så spiser jeg lige en lille portion yougurt der kl 16 som det første på en dag. Og når jeg kommer hjem så aftensmad selfølgelig. Det er det eneste jeg indtager. Min lære er begyndt at ligge mærke til jeg altid takker nej tak til kage mm.. når de andre børn deler noget ud. Jeg spiser heller aldrig min madpakke. Vi har haft en snak om det i skolen, hvor jeg har fortalt en del af mine tanker om det hele. Jeg har fortrudt det. Fordi nu er hun rigtig meget efter mig og vil nu evt kontakte mine forældre. Og det er jo selfølgelig af gode grunde men jeg vil rigtig gerne have hun lader vær. Men jeg har lidt selv sat mig i den her situation. Jeg er også begyndt at veje mig. Det har jeg gjort i nogle måneder nu. Og når jeg ikke har spist særlig meget en hel dag, så er der tydeligt forskel på vægten. Og selv om det er kun er 2-3 kilo vi snakker om. Så bliver jeg så glad fordi jeg føler mig tynd. Også bare fordi jeg heller ik har noget i maven på det tidspunkt. Jeg føler mig klam og tyk når jeg spiser. Det første jeg får ind i min mund på en dag kan ”sitre” en del… Ja det virkelig en mærkelig følelse. Jeg har tit ondt i maven og kolde fødder og hænder. Jeg føler mig svimmel når jeg rejser mig. Og kan ikke koncentrere mig i skoletiden. Jeg er tit ikke i skole fordi jeg har det så dårligt normalt bare 1-3 dage men nu har nu ikke været i skole i 2 uger. Jeg har så ondt i min mave, jeg kan ikke beskrive det. Og jeg ved selfølgelig godt det er pga jeg ikke spiser men så snart jeg får tanken om at “handle på den tanke” og så spise får mig til at føle mig helt forkert og at jeg skal tage mig sammen. Jeg gør rigtig meget for at mine forældre ikke skal finde ud af det. Men nu har vi været til læge, fordi jeg jo ikke har været i skole i så lang tid. Og lægen trykkede mig lidt på maven og spurgte mig om en masse ting. Jeg ved igen at det nok er pga mad jeg har så ondt i maven. Men jeg lyver fordi min mor er med inde. Jeg skal så tage sådan nogle afføringspiller fordi de tror det er derfor. Så jeg gør en del for det ikke bliver opdaget. Men i min familie går vi ikke rigtig så meget op i sunde ting og få den næring man behøver. Det lidt bare at man spiser når man er sulten, hvis i forstår. Altså det ikke sådan at de laver frokost eller andet til os. Så tror heller ik mine forældre forstår det. Min mormor har tit kommenteret til min mor at hun ikke tror vi får nok. Men hende svar er at de har jo bare selv sørget for noget når de har været sultende. Min mor har spurgt mig før hvorfor jeg har smidt min madpakke ud og det mere “jeg har brugt penge på at handle ind” i stedet for “hvorfor spiser du ikke?” Der er slet ikke problemer i familie og har et sindsygt godt forhold til min mor og far. Og det kun sådan nogle få samtaler vi har om det.
Jeg går også rigtig meget op i løb, og fodbold. Jeg løber en del og går til fodbold 2 gange i ugen.
Og laver en “workout” på 10 min hver dag også.
Og jeg gør det fordi jeg igen vil tabe mig. Jeg er virkelig ude i noget lort. Jeg plejede at være ærlig omkring alt det her til min veninde. Men så begyndt hun at sige hun ville snakke med en lære om det. Og jeg blev sur. Så nu er jeg stoppet.
Jeg er ikke undervægtig. Men er nede i den lave ende på normal vægtig. Og føler mig virkelig virkelig forkert. Jeg kan ikke beskrive hvad jeg føler, det så svært.
Jeg vil rigtig gerne have hjælp men alligevel ikke. Pls forstå.
Svar fra brevkassen
Kære dig
Hvor er det godt at du har skrevet ind til os. Det kræver rigtig meget mod at række ud, og det er stærkt af dig at dele, hvordan du har det. Du beskriver din situation meget tydeligt, og det gør indtryk. Det lyder som om, du står i noget der er rigtig svært.
Jeg vil gøre mit bedste for at give dig noget, du kan bruge. Undervejs stiller jeg dig nogle spørgsmål, og du behøver ikke at kunne svare dem, men nogle oplever at de kan hjælpe med at tænke lidt videre.
Du fortæller, at du siden syvende klasse har haft det rigtig svært med mad, du ved ikke hvor det kommer fra og at det faktisk bare er kommet ud af det blå.
Du fortæller at du har det med at springe over måltider, og lige have en grund til hvorfor du ikke har lyst til at spise. Det startede med morgenmaden, og nu er det kun aftensmaden du næsten spiser. Når du skal til fodbold, så spiser du en lille portion yoghurt kl. 16, som din første måltid på dagen, og så aftensmad når du kommer hjem – det er det eneste du indtager.
Jeg bliver nysgerrig på, om der skete noget i dit liv, da det begyndte at blive svært med mad? Nogle gange kan både store og små ændringer sætte gang i en uro. Det kan være ting som venskaber, kommentarer, ensomhed eller andre oplevelser og følelser. Måske kan du genkende noget af det?
Derudover fortæller du at din lærer er begyndt at lægge mærke til at du altid takker nej til kage mm, når de andre børn deler noget ud. At du heller aldrig spiser din madpakke. I har haft en snak om det i skolen, hvor du har fortalt din lærer den del af dine tanker om det hele og at du fortryder det. Fordi nu er hun rigtigt meget efter dig, og vil evt. kontakte dine forældre, og du nævner at det er af gode grunde, men du vil gerne have hun lader være.
Det er rigtig sejt af dig, at du har fortalt din lærer en del af dine tanker. Det kan være rigtig svært at åbne op. Samtidig er det helt naturligt, at man kan komme til at fortryde det bagefter. Det kan føles ubehageligt, især hvis det virker som om, hun spørger meget ind og vil kontakte dine forældre. Det kan godt være meget at tage ind på en gang. Hun gør det helt sikkert, fordi hun er bekymret for dig og gerne vil hjælpe. Og det er helt okay at ønske, at hun ikke går videre med det, men samtidig er det bare så vigtigt, at du ikke står alene med det, der er svært. Du fortjener hjælp og støtte.
Du forklarer nogle ting, der påvirker både din krop og din hverdag meget, og som kan gøre det svært for dig at have det godt. Derfor er det også rigtig vigtigt, at du ikke står alene med det. Det lyder ikke særlig rart at du er svimmel og ikke kan koncentrere dig i skolen. Det er faktisk en helt naturlig reaktion fra kroppen, når den ikke får mad nok. Kroppen har brug for energi for at kunne fungere. Jeg sammenligner det nogle gange med en bil, for den ville nemlig ikke kunne køre uden brændstof.
Det virker som du godt ved disse ting, fordi en del af dig vil gerne spise, men noget andet gør det svært. Det er ikke, fordi du er forkert. For nogle gange kan fokus på mad og krop komme til at handle om at få en følelse af kontrol, især hvis noget andet i livet føles svært eller uoverskueligt. Det kan være en måde at prøve at håndtere nogle svære følelser på. Jeg ved ikke, om det er noget, du kan genkende hos dig selv?
Du nævner også, at maden “sitrer”. Jeg bliver nysgerrig på, om det er noget, du altid har oplevet eller om det er kommet efter, at det blev sværere med mad? Og er det al mad, der føles sådan eller er der noget, der føles tryggere?
Jeg kan også godt forestille mig, at det kan føles ensomt derhjemme, hvis der ikke bliver spurgt ind til, hvordan du har det. Kunne du ønske, at din mor spurgte mere ind? Du skriver, at I har et godt forhold, og det er rigtig værdifuldt. Har du haft mulighed for at fortælle hende, hvordan du egentlig har det? Hvis det føles svært at sige højt, kunne det måske være en idé at skrive det til hende i et brev. Det kan også være, du kunne vise hende det her brev? Nogle gange kan det være rart at tale ud fra.
Hvis du ikke er klar til at snakke med dine forældre endnu, kunne du måske overveje at tale med din lærer igen eller en anden voksen, du føler dig tryg ved, f.eks. en i familien eller en fra skolen? Det er igen rigtig vigtigt, at du ikke står alene med det.
Derudover fortæller du at du går meget op i løb og fodbold, du løber fire gange om ugen og fodbold to gange om ugen. Og en 10 min workout hver dag. Dette gør du for at tabe dig. Nogle gange kan træning også blive en del af det, der er svært, især hvis det hænger sammen med tanker om vægt og kontrol. Jeg bliver også nysgerrig på, hvordan det føles for dig at træne – om det føles rart eller måske mest som noget, du føler, du skal?
I forhold til det, du skriver med din veninde, kan jeg godt forstå, at det kan føles rigtig svært og måske også gøre dig både vred og ked af det, hvis hun har sagt noget videre. Det giver rigtig god mening, at det kan føles som et svigt. Samtidig lyder det som om, hun prøver at passe på dig, fordi hun er bekymret – også selvom det ikke føles rart for dig lige nu. Igen tænker jeg, at hun har ville række ud til voksne, fordi hun rigtig gerne vil passe på dig og sikre sig, at du har det godt. Jeg forstår virkelig godt, det kan være svært. Men det lyder som om, du har nogle gode mennesker omkring dig. Og jeg vil også meget nænsomt og kærligt opfordre dig til at række ud til dem – også selvom det kan være svært <3
Det er tydeligt, at du står i noget rigtig svært, og samtidig prøver du allerede at forstå det og sætte ord på det – også selvom det kan føles forvirrende.
Selvom det måske ikke altid føles sådan, så fortæller det mig, at du allerede er i gang med en vigtig skridt. Det kræver rigtig meget mod at stå i det, du beskriver, og samtidig række ud og sætte ord på det.
Jeg får en fornemmelse af, at du rummer mere styrke, end du selv måske kan mærke lige nu. Både i måden du reflekterer over det hele på, og i at du stadig prøver at finde en vej i det.
Husk, at du ikke skal stå alene med det her. Vi har en telefonraadgivning, hvor du kan tale med omsorgsfulde rådgivere anonymt, og derudover har vi chatraadgivning, som du også er velkommen at bruge. Og så er du meget velkommen til at skrive til os igen her i brevkassen.
Jeg håber, du kan være lidt blid ved dig selv midt i det hele. Du fortjener at få det bedre, også selvom det kan føles langt væk lige nu.
Jeg hepper rigtig meget på dig, og sender dig er stort varmt knus,
De bedste hilsner fra
Brevkassen
Har du selv et spørgsmål?
Vores dygtige, frivillige rådgivere svarer på alle spørgsmål om spiseforstyrrelser og selvskade og kan rådgive dig om, hvor og hvordan du bedst får hjælp og støtte.
Vi behandler alle breve og svar 100 % anonymt, og vi svarer så hurtigt, vi kan.