“Jeg vil ikke gå glip af livet “
Da Ida flytter hjemmefra, bliver hun en del af en vennegruppe, hvor der bliver talt nedladende om kvinders kroppe. Det sætter gang i gamle tanker og et ønske om at passe ind. Hun begynder at spise mindre og gå mere – og da hun ser sin krop blive mindre, føles det som om, hun endelig har fundet nøglen.
Det hele starter i 2017, i slutningen af 1.g. Jeg føler, at jeg skal passe ind, og har nogle kriterier i mit hoved omkring, hvor meget eller hvor lidt jeg må spise. Det fylder rigtig meget en enkelt sommer, men min familie bliver hurtigt opmærksom på, at jeg ikke spiser så meget, og så går det lidt i sig selv.
Men da jeg flytter hjemmefra i februar 2024, kommer nogle af de gamle tanker igen.
“Hun er bare fed”
Jeg bliver en del af en vennegruppe, hvor mændene ofte taler meget nedladende om kvinder og deres kroppe. ”Hun er bare fed” eller ”Hun er bare tyk”. De siger aldrig noget om min krop, men den negative jargon sætter alligevel tanker i gang hos mig: Hvis I tænker sådan om hende, hvad tænker I så ikke om mig?
Jeg er ikke selv bevidst om, hvor meget det påvirker mig, men det vækker nogle gamle følelser. Siden jeg var til sundhedsplejerske første gang og fik at vide, at jeg var for tyk, har jeg nok bare hele mit liv været meget opmærksom på, hvad jeg spiste.
Nu bor jeg uden mine forældre, så det er meget nemmere selv at bestemme, hvor meget eller lidt jeg vil spise.
“Jeg vil bare gerne passe ind”
Da jeg starter på studie i september 2024, kommer følelsen tilbage: Jeg vil bare gerne passe ind. I løbet af foråret og sommeren har jeg erfaret, at jeg godt kan nøjes med ét måltid i weekenden, så jeg tænker, at det nok også kan lade sig gøre i hverdagene. Jeg begynder at stå op før skole for at gå og fortsætter, så snart jeg får fri. Jeg bruger enormt meget tid på at gå.
Så snart jeg ser, at min krop bliver mindre, bliver det afhængighedsskabende. Det føles som kontrol: Jeg har fundet nogle regler, jeg kan følge, og de virker. Hver gang jeg går, føles det som en bekræftelse på, at jeg bevæger mig væk fra den kasse, jeg har placeret mig selv i: ”den fede og klamme”. I mit hoved har jeg koblet den kasse sammen med ikke at kunne blive elsket. Jo mindre jeg bliver, desto tættere føler jeg mig på at være én, der kan blive elsket. Det giver mig selvtillid, og jeg bliver bange for at miste både den og kontrollen.
Samtidig ved jeg godt, at noget er galt. Jeg tager mig selv i at tage et screenshot af et telefonnummer, man kan ringe til, hvis man kæmper med en spiseforstyrrelse. Men jeg har to stemmer i hovedet: spiseforstyrrelsens og min egen. Min egen siger, at jeg bør kontakte dem, men spiseforstyrrelsen vinder alle diskussionerne. Den begynder at ekskludere mig, fordi aftaler ofte indebærer mad. Når jeg skal noget, spiser jeg mindre op til og kan gå helt op til 50.000 skridt på selve dagen. Det bliver meget ekstremt.
Wake-up call
I december 2024 er min veninde og jeg ude at shoppe. Jeg er på vej til at blive rask efter influenza, men pludselig får jeg det rigtig dårligt. Jeg bliver svimmel og får blå læber. Min veninde bliver så bekymret, at hun ringer efter en ambulance.
Det bliver mit wake-up call. Det går op for mig, at min krop ikke har noget at kæmpe imod med, og det er derfor, min krop ikke kan komme sig over en ellers simpel influenza. Jeg bliver bekymret for mit eget helbred. Men spiseforstyrrelsen fortæller mig stadig, at jeg har det fint – og at jeg er for stor.
Da jeg kommer i praktik i vinteren 2025, bliver det endnu sværere. Der er madordning, og pludselig bestemmer jeg ikke selv, hvad jeg skal spise. Når der står mad foran mig, spiser jeg, og spiseforstyrrelsen svarer ved at kræve endnu flere skridt og mere bevægelse. Jeg bliver mere og mere ked af det og ensom. Det går op for mig, at jeg ikke længere har kontrol over spiseforstyrrelsen. Den har kontrol over mig.
Jeg rækker ud
Jeg begynder at undersøge, hvad jeg kan gøre. Jeg fortæller alle mine tanker til min søster, og selvom hun griber mig, har hun ikke redskaberne til at hjælpe mig videre.
I marts 2025 finder jeg Somenta. Man kan komme og snakke anonymt. Det er første gang jeg føler mig mødt. Jeg får lov til at fylde – ikke kun spiseforstyrrelsen. Jeg fortæller om søvnløsheden, stressen, frygten for at besvime, få svage knogler og potentielle udfordringer med fertilitet.
Jeg kommer igen. Rådgiveren lytter uden at presse mig. Hun foreslår forsigtigt, at jeg kan tage til lægen, og vi bestiller tiden sammen. Hun understreger, at jeg altid kan aflyse. Det giver min egen, rationelle stemme en følelse af kontrol, samtidig med at spiseforstyrrelsen ikke går helt i alarmberedskab. På den måde bliver der plads til begge stemmer.
Hos lægen bryder jeg sammen. Spiseforstyrrelsen har længe fortalt mig, at det ikke er hårdt, og at jeg bare er svag. Da lægen siger: “Det lyder godt nok hårdt,” føler jeg mig endelig set og hørt. Mig. Ikke spiseforstyrrelsen. Hun giver mig en henvisning til en psykolog, “hvis jeg kunne have mod på det”.
Den forkert hjælp
Efter flere mislykkede forsøg, får jeg endelig en tid hos en psykolog. Jeg fortæller, hvor udmattende og tidskrævende det er at gå så mange skridt, samtidig med at passe studie og venner. Hun foreslår, at jeg begynder at løbe, fordi “det går jo hurtigere. Måske kan du gøre det med dine veninder?”
Spiseforstyrrelsen lapper rådet i sig. Hun er jo ekspert, så hun må have ret. Jeg begynder at løbe oven i de mange skridt og i sommerferien også at træne. Nogle dage er jeg på hold i fire-fem timer. Samtidig skriger min krop på mad. Den chokolade, der tidligere kunne ligge, til den blev for gammel, spiser jeg nu på én gang. Jeg skammer mig helt vildt og får lyst til at kaste op.
Jeg mister min menstruation. Og her bliver jeg bekymret.
Et nyt forsøg
Jeg kontakter skolepsykologen. Hun møder mig virkelig og anbefaler, at jeg finder en anden psykolog. Det er uoverskueligt, så jeg bliver lidt endnu, selvom jeg kan mærke, at jeg får det værre.
På vej hjem fra en veninde tænker jeg: ”Måske ville det være nemmere, hvis jeg kørte galt?” Jeg fortæller grædende skolepsykologen om det, for jeg er virkelig bange. Hun forklarer, at det ikke er et reelt ønske, men at min hjerne er så presset, at den prøver at finde på alle mulige udveje. Sammen finder vi en ny psykolog, mens jeg fortsætter hos skolepsykologen i overgangen.
Min egen stemme får plads
Hos den nye psykolog bliver der langsomt mere plads til min egen stemme. Jeg bliver åben om det, jeg struggler med, og begynder også at tale mere med min familie og mine veninder.
Indtil nu har spiseforstyrrelsen fået lov til at bestemme. Men nu er der en ekspert, der anerkender mig og anerkender, at det faktisk er svært. Det føles, som om der endelig kommer en voksen og hjælper min rationelle stemme med at finde sin plads.
Psykologen og jeg laver konkrete aftaler om, hvad jeg skal spise. Det trigger spiseforstyrrelsen, men vi taler ærligt om, hvorfor det er svært. Sammen skaber vi et nyt erfaringsgrundlag, som min egen stemme kan bruge imod spiseforstyrrelsen. Han fortæller mig, at jeg ikke bliver tyk af at spise tre måltider om dagen. Jeg prøver det og opdager, at han har ret. For hver erfaring får min rationelle stemme et lille bevis på, at spiseforstyrrelsen tager fejl.
I sommerferien med min familie bliver maden igen svær. Min krop har været udsultet så længe, at jeg føler, den ikke kan styre sig, og jeg spiser, til jeg får ondt i maven. Psykologen hjælper mig med at forstå, at jeg ikke har fejlet. Det er min krop, der forsøger at få den næring, den har manglet.
Kærlighed hvor kragerne vender
I juli 2025 skriver TV2 og spørger, om jeg vil være med i Kærlighed Hvor Kragerne Vender. Jeg kæmper stadig med mine tanker, men jeg har virkelig lyst. Det kan jeg mærke. Min egen stemme kommer mere og mere til orde: Det kan ikke være rigtigt, at spiseforstyrrelsen skal stå i vejen for de ting, jeg gerne vil. Det skal den ikke bestemme.
Jeg skal ud at leve og opleve noget. Jeg skal ikke bare være derhjemme eller være ude at gå. Det er ikke det liv, jeg ønsker. Jeg taler med min psykolog og skolepsykologen, og de synes, jeg skal gøre det. Programmet bliver en stor motivation for at få det bedre.
Da jeg skal afsted, går jeg alligevel en lang tur og spiser ikke ret meget. Jeg ved ikke, hvad der skal ske, og den manglende kontrol får spiseforstyrrelsen til at tage over.
Den første optagedag er intens. Man skal være meget på og have en masse energi. Vi er udenfor, og selvom det er september, er det faktisk ret koldt. Pludselig hører jeg en af de andre sige: ”Ej, du har blå læber.” Jeg tænker fuck. Jeg har prøvet det før og ved, at jeg kan være tæt på at besvime. Det skal bare ikke ske. Jeg skal ikke hjem.
Jeg tager det meget seriøst og går direkte hen og åbner nogle snacks. Jeg begynder at spise tre måltider om dagen og mærker energien. De faste måltider bliver et pusterum, fordi jeg ikke hele tiden skal forhandle med spiseforstyrrelsen om, hvor meget, hvor lidt, hvor ofte eller hvor sjældent jeg må spise.
Jeg overgiver mig. Produktionen bestemmer, hvad der står på menuen, og det er faktisk en kæmpe lettelse. Jeg spiser, fordi jeg har brug for energien, for ikke at besvime og for at kunne være til stede.
Det er en helt vild oplevelse, og jeg ender med at blive valgt. Jeg bliver kærester med Samuel, og pludselig er det det, der fylder. Efter optagelserne fortæller jeg ham om min spiseforstyrrelse, og at jeg går til psykolog. Han er den sødeste omkring det og griber mig rigtig meget.
Samuel
Min tilbagevendende frygt for ikke at kunne blive elsket modbeviser Samuel. De tanker om kvindekroppe, som jeg hørte fra mændene dengang, har han slet ikke. Det giver mig en ro og tryghed, som jeg ikke har kendt før.
Med ham får jeg lyst til at være til stede i mit eget liv. Jeg vil hygge mig, opleve ting sammen med ham og skabe minder. Jeg vil ikke gå glip af livet med ham. Han giver mig lyst til at vælge livet – og alt det, der følger med, når man tør være i det.
Men det betyder ikke, at spiseforstyrrelsen bare forsvinder. Nogle dage sniger de negative tanker om min krop sig ind igen, og så er Samuel god til at gribe mig. Han er mit frirum.
Det er faktisk ekstra svært på de dage, hvor vi ikke er sammen. Før gik, løb og trænede jeg en masse, når jeg var alene. Nu ved jeg, at det ikke er det liv, jeg vil leve. Jeg skal bare lære, hvad jeg egentlig har lyst til at lave, når jeg er alene. Her hjælper skolepsykologen mig med at holde fast i alt det, jeg gerne vil have plads til – Samuel, mine venner og de små ting i hverdagen.
“Drømmekroppen er ikke den krop, der er frygtelig at være i”
Jeg kan stadig mærke triggers, særligt på TikTok, hvor jeg møder videoer med lock-ins og sommerkrop. Men spiseforstyrrelsen fylder meget, meget mindre nu.
Jeg kan godt mærke, at jeg nogle gange savner måden, jeg så ud på. Men når jeg siger det højt, spørger folk, hvordan jeg havde det mentalt dengang. Så bliver jeg mindet om, at jeg savner den gamle krop, men ikke det sind, der fulgte med den. Og det er en vigtig forskel for mig.
For drømmekroppen er ikke den krop, der er frygtelig at være i. Det skal ikke være en kamp at være i sin egen krop.
Jeg vil ud at leve mit liv. Jeg vil kunne være sammen med mine veninder, spise sushi en spontan aften og ligge på sofaen med min kæreste en hel dag. Jeg vil være til stede i det, der sker, i stedet for hele tiden at tænke på, hvad jeg må og ikke må. Det er den form for frihed og ro, jeg gerne vil have tilbage. Og måske er det også noget af det, jeg tager med mig fra alt det, jeg har været igennem.
Jeg tror på, at der er en mening med alting. Selvom det er frygteligt og forfærdeligt, er jeg nødt til at tro på, at der kan komme noget ud af det.
Og spiseforstyrrelsen har trods alt lært mig, at man skal snakke om tingene – særligt det, der er svært. For det fjerner ensomhedsfølelsen og følelsen af at være forkert. Jeg har lært, at jeg ikke behøver at klare alting alene, og at det ikke er forkert at række ud, når noget er svært.
