“Mit liv blev sat på pause”

Anna Holm Mortensen
Portræt af Anna Holm Petersen

Anna er 15 år, går i 9. klasse, klarer sig godt i skolen, har mange venner og spiller håndbold. Udadtil ligner hun en helt almindelig 15-årig. Men det, som starter som et nytårsforsæt om at tabe sig, tager fuldstændig kontrol over Annas liv, og det udvikler sig hurtigt til en spiseforstyrrelse.

Mens vennerne går til fester, får nye venner og oplever deres første kys, bliver Annas ungdomsliv sat på pause. I stedet er hun sygemeldt derhjemme, hvor hendes forældre holder skarpt øje med hende.

”Jeg har styr på det”

Jeg havde gode veninder, gik til håndbold og havde på mange måder et godt ungdomsliv. Men mentalt havde jeg det ikke godt. Jeg kæmpede med angst, og tanker om mad og krop begyndte at fylde mere og mere.

I efterårsferien var jeg på ferie med min familie i Malaga, da jeg downloadede en kalorietællerapp. Jeg sletter egentlig appen efter en uge og tænker, at det skal jeg aldrig igen. Et par måneder efter hvor vi nærmer os nytår, valgte jeg at lave et nytårsforsæt – jeg ville gerne tabe mig.

Jeg hentede kalorietællerappen igen.

Det udviklede sig meget hurtigt herfra. Jeg blev afhængig af at tælle kalorier i alt, jeg spiste, og jeg havde svært ved at stoppe igen. Jeg begyndte at spise mindre og begyndte at træne og løbe mere. Det gav mig en følelse af kontrol, hver gang jeg så, at tallet på vægten gik ned.

Jeg havde en masse tanker grundet min angst, som jeg ikke kunne styre, og nu havde jeg fundet noget, jeg kunne kontrollere, nemlig maden, kalorierne og vægten.

Bare et nytårsforsæt

Det føltes endelig, som om jeg havde fundet en løsning, men pludselig var mad også det eneste, jeg kunne tænke på. Jeg blev mere og mere stille i skolen, fordi mine tanker kredsede sig om mad. Jeg blev mere træt og havde intet overskud.

Jeg husker tydeligt en dag i skolen, hvor en af mine veninder kom hen til mig og spurgte, om jeg var okay. Her brød min verden sammen, og jeg begyndte at græde midt på gangen.

Jeg havde det dårligt, men på samme tid følte jeg, at jeg havde fuldstændig styr på det. Det var jo bare et nytårsforsæt, og om et par måneder ville jeg stoppe igen.

Der var gået to måneder siden nytår, og jeg havde tabt mig virkelig meget på kort tid.

Jeg havde været på venteliste til et møde med kommunen omkring min angst, og det skulle jeg til en torsdag i februar. Mine forældre tog med mig til mødet. Her fortalte de mig, at jeg skulle i behandling for min spiseforstyrrelse hurtigt muligt. Det kom som et chok, da jeg havde svært ved selv at indse det.

Børnebillede af Anna Holm Mortensen til håndbold

På vej hjem i bilen brød min mor ud i gråd og ringede med det samme til lægen for at bestille en tid. Jeg husker tydeligt, at hun græd over telefonen, mens jeg sad stille ved siden af. Jeg fik faktisk rigtig dårlig samvittighed over, at hun bekymrede sig så meget om mig. Jeg følte, at jeg havde fuldstændig styr på det, og at det jo bare var et nytårsforsæt om at tabe mig. Men inderst inde var min verden ved at bryde sammen, for jeg havde ikke styr på det længere. Alvoren gik op for mig der i bilen, hvor jeg så min mors bekymrede ansigt. Hun virkede desperat for at få hjælp.

Vi havde fået den første tid ved lægen dagen efter. Det var fredag op til vinterferien, og planen var, at vi skulle køre til Tyskland på skiferie samme dag. Jeg blev bange for, at min familie ville aflyse ferien på grund af mig, og det ville jeg ikke have. Den dårlige samvittighed fyldte meget.

Lægen spurgte: ”Kan du ikke godt se, der er noget, der ikke er, som det skal være?”. Det kunne jeg ikke. Jeg blev henvist til Børne-og Ungdomspsykiatrien på Bispebjerg Hospital, hvor jeg skulle starte behandling for min spiseforstyrrelse et par uger efter. Mine forældre fik en kostplan, som vi skulle begynde på i mellemtiden, for at sørge for at jeg fik nok mad.

Med den i hånden tog vi afsted på skiferie. Jeg havde bare slet ikke lyst til at spise. Jeg var i et andet land, og jeg kendte ikke maden. De fleste dage lå jeg alene på en sovesofa i lejligheden. Jeg var kun ude at stå på ski med de andre to gange, ellers lå jeg bare der. Jeg kunne næsten ikke gå, og jeg var bare virkelig træt hele tiden. Jeg lå på sovesofaen, under dynen med uldundertøj og en stor sweater på, mens jeg bare frøs.

Anna Holm Mortensen på skiferie med mor

Mine forældre blev også mine behandlere

Den dag vi kom hjem fra skiferien, fik jeg serveret et stykke omelet af min mor. Jeg kan huske, at jeg skreg og græd og ville slet ikke spise det. Jeg tog en bid, men kunne ikke få mig selv til at synke det og spyttede det ud på tallerkenen igen med det samme. Det var det sværeste i verden lige der. Maden ville ikke ned.

Jeg skulle starte i skole igen efter ferien, men jeg havde det virkelig dårligt. Jeg var så træt og havde intet overskud. I starten tog jeg hjem fra skole til frokost hver dag, så jeg kunne spise frokost, mens mine forældre holdt øje med mig.

Jeg startede i behandling på Bispebjerg og blev diagnosticeret med anoreksi, og jeg blev med det samme sygemeldt fra skolen. Jeg stoppede også til håndbold, og så næsten ikke mine venner. Mit liv blev sat på pause, og jeg blev indlagt i mit eget hjem, hvor jeg konstant blev overvåget af mine forældre.

Det var rigtig hårdt, at mine forældre pludselig ikke kun var mine forældre, men også mine behandlere. Jeg blev ofte vred på dem og råbte og skreg af dem. Når jeg ser tilbage i dag, kan jeg næsten ikke genkende mig selv. Jeg reagerede på en måde, som slet ikke lignede mig, og jeg var meget udadreagerende.

Mens livet fortsatte for mine venner i skolen, og de forberedte sig til eksaminer og sidste skoledag, lå jeg derhjemme. Det var ekstremt hårdt.

Jeg startede til familieterapi, og lige så langsomt begyndte jeg at få det bedre. Det var svært at spise, men jeg begyndte stille at indse, at jeg ikke rigtig kunne komme udenom.

Mine behandlere og forældre syntes ikke, at jeg skulle tilbage i skole endnu, men jeg stod fast på, at jeg gerne ville færdiggøre 9. klasse. Mine forældre og jeg blev enige om, at jeg kunne møde op en gang i mellem til eksamensforberedelse sammen med mine klassekammerater. Men aftalen blev, at jeg kun fik lov til at tage afsted, hvis jeg spiste mine måltider. Det motiverede mig meget.

Jeg tog til mine eksaminer og færdiggjorde folkeskolen, mens jeg var ramt af spiseforstyrrelsen.

”Jeg følte, at mit liv blev sat på pause, mens deres fortsatte”

I sommerferien havde jeg det godt og var rejst til Bali med min familie i en måned. Her begyndte jeg at spise igen, og jeg forberedte mig på at starte i 10. klasse efter sommerferien.

Men da vi kom hjem fra Bali, fik jeg det ret hurtigt dårligt igen og droppede så ud af skolen. Jeg havde ikke overskud til både at komme mig over min spiseforstyrrelse og etablere et ungdomsliv.

Jeg var nu indlagt derhjemme igen. Kommunen arrangerede, at jeg skulle starte i praktik i den børnehave, jeg selv havde gået i. Her skulle jeg være tre dage om ugen i tre timer. Det var rart at lave noget andet end bare at ligge derhjemme, men jeg følte mig stadig meget isoleret.

Anna Holm Petersen + søster Laura Holm på ferie

På samme tid var alle mine veninder startet på efterskole. Jeg kunne se, at de fik nye bekendtskaber, de gik til fester i weekenden og levede det ungdomsliv, jeg selv gik og drømte om. Jeg følte mig glemt og meget alene.

Især nytårsaften var rigtig svær. Mine venner havde fået nye vennegrupper på efterskolen, og det havde jeg ikke. For et år siden startede det nytårsforsæt, der udviklede sig til en spiseforstyrrelse. Nu sad jeg her nytårsaften året efter, og spiseforstyrrelsen havde taget kontrollen over mit liv. Nytårsaften sad jeg alene hjemme med mine forældre, mens mine venner var ude at feste med deres nye venner. Jeg var misundelig. Det var ikke den nytårsaften, jeg gik og drømte om som 16-årig.

Der er brug for mig her

Efter nytår blev jeg fastansat i børnehaven og fik også flere timer om ugen. Det gav mig noget at stå op til igen. Derhjemme handlede min hverdag meget om, hvornår jeg skulle spise, hvad jeg skulle spise, og hvor meget jeg skulle spise. I børnehaven var det noget andet, der fyldte.

Jeg elskede virkelig at være sammen med børnene og kunne mærke at de så op til mig. Det begyndte også at ændre den måde, jeg så mig selv på. Når vi sad sammen og spiste frokost, tænkte jeg, at selvfølgelig skal børnene have noget at spise. De skal jo have energi til at lege og lære og at være børn. Langsomt begyndte jeg at tænke: Så skal jeg jo også.

Mad blev på en måde mere praktisk. Jeg havde brug for at spise, hvis jeg skulle have energi til at tage på arbejde og være noget for børnene. For første gang i lang tid begyndte min hverdag at handle om mere end mad og min spiseforstyrrelse.

Det gjorde mig glad at være i børnehaven. Jeg følte, at der var brug for mig, og lidt efter lidt fyldte spiseforstyrrelsen mindre. Efter nogle måneder stoppede jeg i behandling.

Jeg skal ikke indhente det tabte

I dag er jeg lige startet i 1.g på gymnasiet. Spiseforstyrrelsen fylder stadig lidt, men jeg har det meget bedre. Jeg skal huske mig selv på at holde fast i de vaner, jeg har lært.

Jeg er blevet bedre til at sige til mig selv, at jeg nok skal nå det hele, og at jeg ikke behøver at have travlt. Det er okay at tage en pause og ikke være med til alle arrangementer hele tiden.

Da jeg var indlagt hjemme, brugte jeg lang tid på at se mine venners ungdomsliv fortsætte og følte, at jeg skulle indhente det. Nu ved jeg, at jeg ikke behøver at indhente nogen.

Har du brug for hjælp?

Hvis du oplever svære tanker om krop og mad, er der hjælp at hente. Kontakt vores rådgivning helt anonymt på telefon, chat, eller book en personlig samtale på video eller på en af vores lokationer.

Vores rådgivning er også til dig, der er pårørende til en, der kæmper med spisforstyrrelse. Vi har også en pårørendeguide om spiseforstyrrelse, som måske kan være hjælpsom.

Personlige fortællinger