“Jeg havde glemt, hvad det vil sige at være glad”

Martin Boe Monefeldt

For Martin var sport altid forbundet med glæde, venner og fællesskab. Men da Danmark lukkede ned under corona, begyndte hans interesse for kost og træning langsomt at udvikle sig til en spiseforstyrrelse. I flere år blev hans hverdag styret af kalorier, tvangstanker og et behov for kontrol, indtil han juleaften 2022 brød sammen foran sin mor. I dag har han genfundet glæden ved sporten og fællesskabet, men vejen dertil har været lang.

Da sundhed blev til kontrol

Jeg spillede badminton, og sporten var et sted, hvor jeg kunne være sammen med andre og gøre noget, jeg elskede. Jeg tænkte ikke over kalorier, sundhed eller kropsidealer. Faktisk var det slet ikke noget, der eksisterede i min verden dengang.

Jeg havde heller aldrig forestillet mig, at jeg kunne få en spiseforstyrrelse. Psykiske problemer var for mig noget, man hørte om i amerikanske film. Det var ikke noget, jeg tænkte kunne ramme mig.

Men det ændrede sig, da corona ramte Danmark i 2020.

Jeg var 17 år, da Danmark lukkede ned. Pludselig så min hverdag anderledes ud, og jeg begyndte at interessere mig mere for kost, træning og sundhed. Jeg prøvede forskellige træningsprogrammer og begyndte at sætte mig ind i, hvordan jeg kunne optimere min træning og få resultater.

Jeg blev mere og mere optaget af at være i kalorieunderskud. Det blev nærmest et regnestykke, der skulle gå op hver eneste dag. Samtidig udviklede jeg en frygt for bestemte fødevarer, særligt sukker og fedt. Jeg fik en forestilling om, at hvis jeg skulle være sund og opnå den krop, jeg gerne ville have, så skulle jeg undgå de ting.

Jeg kan huske en situation, hvor jeg sad på en motionscykel hjemme hos min daværende kæreste. Hun spurgte, om jeg ikke kunne komme og hjælpe hende med noget, men jeg kunne ikke få mig selv til at stoppe.

Jeg manglede nemlig stadig at forbrænde 36 kalorier, før jeg havde nået mit mål.

Det er nok en af de første gange, hvor jeg begyndte at mærke, at der var noget galt. At træningen ikke længere bare er noget, jeg havde lyst til, men noget, jeg følte, jeg var nødt til.

Jeg begyndte at vælge mennesker fra

Hvis jeg skulle til et familiearrangement, tænkte jeg ikke længere på, hvem jeg skulle være sammen med, eller hvor hyggeligt det blev. Jeg tænkte på, hvordan jeg skulle nå at træne inden, og hvad der mon blev serveret af mad.

Hvis mine venner inviterede mig til noget, sagde jeg, at jeg skulle til et familiearrangement. Og hvis min familie inviterede mig, sagde jeg, at jeg havde planer med mine venner.

Jeg kunne blandt andet huske, at jeg meldte afbud til en kammerats 18-års fødselsdag. Jeg vidste, at hvis jeg tog med og overnattede, så kunne jeg ikke kontrollere, hvad jeg spiste næste morgen, eller om jeg fik trænet.

Det, der tidligere gjorde mig glad, var at være sammen med mine venner. Nu var en god dag blevet en dag, hvor jeg havde overholdt mine regler om mad og træning.

Samtidig fik jeg også kommentarer om, at jeg havde tabt mig, eller at jeg så trænet ud. Og selvom jeg inderst inde godt kunne mærke, at jeg ikke havde det godt, gav kommentarerne mig en form for anerkendelse.

Juleaften brød jeg sammen

I december 2022 tog jeg med min familie til Club La Santa. Vi var afsted sammen med en anden familie, og mine to bedste kammerater var der også.

På det tidspunkt er min spiseforstyrrelse kommet til at styre stort set hele min hverdag. Jeg var også været nødt til at sige mit arbejde op et halvt år tidligere, fordi jeg var så afkræftet af sult, at jeg ikke kunne få hverdagen til at hænge sammen.

Jeg stod tidligt op for at nå på romaskinen, inden jeg skulle spise morgenmad med min far. Jeg fortalte ham, at jeg bare havde været ude at gå en tur eller havde siddet og set YouTube, men i virkeligheden havde jeg været i gang med at forbrænde kalorier.

Så selvom mine venner var der, fik jeg næsten ikke lavet noget sammen med dem. Jeg kunne ikke give mig selv lov til at spille padel eller tage en tur i poolen, hvis jeg følte, at jeg burde bruge tiden på noget, der forbrændte flere kalorier.

Om aftenen spiste vi sammen, og her begyndte de andre at lægge mærke til mine spisevaner.

Jeg spiste meget store portioner, men undgik stadig alt, der indeholdt de ting, jeg var bange for. Det er ofte salat, tun og andre fødevarer, som jeg følte mig tryg ved.

Mine forældre var efterhånden blevet bekymrede, og jeg kunne mærke, at de gerne ville tale med mig. Men jeg var så bange for den samtale, at jeg forsøgte at undgå dem. Jeg vidste nok godt inderst inde, at der var noget helt galt. Men jeg havde ikke lyst til at skulle forholde mig til det.

Så kom juleaften.

Jeg stod alene oppe i lejligheden, og jeg havde det virkelig dårligt. Jeg var fuldstændig overvældet af mine tanker og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv.

Hun spurgte egentlig bare, om jeg var okay.

Og så brød jeg fuldstændig sammen.

Det var, som om alt det, jeg havde forsøgt at holde inde i så lang tid, pludselig væltede ud. Vi satte os ned og havde en meget lang samtale om, hvordan jeg havde det, og hvad der var sket med mig. Min mor havde allerede undersøgt nogle af mine vaner og fundet information om spiseforstyrrelser og tvangspræget træning. Hun fortalte mig om en behandler, der havde erfaring med at hjælpe mennesker med spiseforstyrrelser.

Jeg sagde ja til at få hjælp nærmest med det samme.

For første gang følte jeg mig forstået

Jeg kan huske, at jeg følte en kæmpe lettelse. Som om der blev løftet noget fra mine skuldre, fordi jeg nu vidste, at der var nogen, der skulle hjælpe mig.

For første gang mødte jeg et menneske, som virkelig forstod, hvad der foregik inde i mit hoved.

Terapeuten forklarede mig blandt andet, hvordan kroppen og hjernen reagerer, når man gennem længere tid ikke får nok mad. Og pludselig begyndte mange af de ting, jeg havde oplevet at give mening.

Jeg var engang en person, der elskede at være sammen med andre. Nu havde jeg indrettet hele mit liv efter at undgå dem.

En bolle med pålægschokolade

Efter at have arbejdet med min spiseforstyrrelse i en periode fik jeg mulighed for at starte på højskole.

Jeg havde i flere år haft meget strenge regler for, hvad jeg måtte spise. Og pludselig stod jeg et sted, hvor måltiderne var en del af fællesskabet, og hvor jeg ikke selv kunne kontrollere alting på samme måde.

Jeg kan huske noget så simpelt som, at der blev serveret boller med pålægschokolade til et måltid.

Og da jeg først smagte det igen, var det en helt vild oplevelse.

Samtidig begyndte jeg at opleve en meget stærk trang til at spise de fødevarer, jeg så længe havde nægtet mig selv. Jeg fik perioder, hvor jeg spiste store mængder mad og følte, at jeg ikke kunne stoppe igen.

Nogle gange forsøgte jeg at kompensere ved at spise mindre dagen efter. Men det gjorde mig bare endnu mere sulten, og så gentog det hele sig.

Min behandler hjalp mig med at forstå, at min krop reagerede på den lange periode, hvor jeg havde fået alt for lidt mad.

Langsomt begyndte jeg at spise mere til mine almindelige måltider. Og efterhånden begyndte den voldsomme trang til at spise store mængder på én gang at fylde mindre.

En invitation, der ændrede alt

Da jeg startede på mit andet år på højskolen, kom der et nyt hold elever.

Det første år havde jeg været så påvirket af min spiseforstyrrelse, at jeg havde haft svært ved at indgå i fællesskabet. Jeg havde ikke rigtig haft overskud til at skabe relationer, og jeg følte, at jeg var gået glip af mange af de sociale muligheder.

Men nu fik jeg en ny chance.

Jeg havde mere energi, og jeg begyndte at vise den side af mig selv, som jeg næsten havde glemt eksisterede. Den sociale, glade Martin, der elskede at være sammen med andre.

Jeg kan huske, at en veninde på et tidspunkt spurgte, om jeg ikke ville være med til en social aktivitet.

Det var egentlig et meget simpelt spørgsmål. Men for mig betød det enormt meget.

For det gik op for mig, at det var første gang i rigtig lang tid, at nogen spurgte mig, om jeg ville være med til noget.

Jeg havde jo brugt flere år på at sige nej til invitationer. Til sidst var folk nærmest holdt op med at spørge, fordi de alligevel regnede med, at jeg ikke ville med.

Men nu sagde jeg ja.

Og det blev et af de største vendepunkter i hele mit forløb.

Jeg begyndte at være mere sammen med de andre. Jeg fik lyst til selv at tage initiativ til ting, og jeg mærkede en glæde ved at være en del af et fællesskab igen.

Samtidig begyndte jeg at udfordre nogle af de regler, jeg stadig havde omkring mad. Jeg prøvede for eksempel at spise æggesalat til frokost, selvom det tidligere ville have været svært for mig. Jeg drak også en øl for første gang i flere år, fordi jeg ikke længere vil lade frygten for kalorierne bestemme alt.

Det var små ting, men for mig var de kæmpestore.

Og jo mere jeg begyndte at leve det liv, jeg gerne ville leve, jo mindre plads fik tankerne om min krop.

De forsvandt ikke.

Men de fyldte mindre.

Jeg har fået mit liv tilbage

Jeg er blevet gladere, og jeg har igen overskud til at være noget for andre mennesker. Det var noget, jeg slet ikke kunne forestille mig, da jeg havde det allerværst.

Jeg er stadig en del af badmintonverdenen, men nu er det i høj grad som træner for unge mennesker. Og det er noget, jeg virkelig brænder for.

Da jeg selv havde det dårligt, kunne kommentarer om mit vægttab eller min trænede krop være med til at holde mig fast i spiseforstyrrelsen. Selvom folk sikkert mente det positivt, blev det en bekræftelse på noget, der i virkeligheden var ved at ødelægge min hverdag.

Det er okay ikke at være helt færdig

Jeg tror, det er vigtigt, at vi bliver bedre til at tale om spiseforstyrrelser hos mænd.

Jeg havde aldrig selv forestillet mig, at jeg kunne få en spiseforstyrrelse. Og fordi mine problemer kom til udtryk gennem noget, der på overfladen lignede sundhed og træning, var det svært for mig at opdage, hvor galt det egentlig stod til.

I dag har jeg det meget bedre, men det betyder ikke, at alle de svære tanker er forsvundet.

At det er okay, hvis man ikke er helt færdig med sin spiseforstyrrelse, selvom man har fået det bedre.

At man stadig kan have svære dage og tanker, som fylder, uden at det betyder, at alt det, man har arbejdet for, er gået tabt.

For mig har det handlet om at finde tilbage til de ting, der gør mig glad. Mine venner, mine relationer, sporten og følelsen af at kunne være noget for andre.

Glæden ved bare at være en del af livet.

Har du brug for hjælp?

Hvis du oplever svære tanker om krop og mad, er der hjælp at hente. Kontakt vores rådgivning helt anonymt på telefon, chat, eller book en personlig samtale på video eller på en af vores lokationer.

Vores rådgivning er også til dig, der er pårørende til en, der kæmper med spisforstyrrelse. Vi har også en pårørendeguide om spiseforstyrrelse, som måske kan være hjælpsom.

Personlige fortællinger