Spørgsmål

Anonym

 Jeg tror jeg har en spiseforstyrrelse men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ved det. Hvordan kan jeg få det bedre fordi jeg tænker ikke på andet mere

Svar fra brevkassen

Brevkassens redaktion

Kære dig <33 

Det er virkelig godt, at du har skrevet herind. Jeg vil gøre mit allerbedste for at støtte dig og give dig nogle tanker med på vejen, som jeg håber kan hjælpe lidt. 

Du skriver, at du tror du har en spiseforstyrrelse, og at du ikke ved, hvad du skal gøre ved det. Og så skriver du noget, som jeg synes fortæller rigtig meget: ”Hvordan kan jeg få det bedre, for jeg tænker ikke på andet mere” 

Når jeg læser det, får jeg en følelse af, at det her fylder rigtig meget inde i dig lige nu. Og jeg kan godt forstå, hvis det føles både forvirrende og svært. 

Når man er 12 år og går rundt med mange tanker indeni, kan det være virkelig svært selv at finde ud af, hvad der sker. Måske føles det som om tankerne bare kører rundt hele tiden? Er det mon sådan for dig? 

Jeg vil også gerne fortælle dig, at du er langt fra den eneste, der har det sådan. Der er faktisk mange unge, som oplever at få det svært med tanker om mad, krop eller spisning. 

Du spørger, hvordan du kan få det bedre. Og selvom jeg ikke kan give dig ét svar, der løser det hele, så tror jeg, det er rigtig vigtigt, at du ikke står alene med det her. Jeg sidder nemlig og tænker på, om der er en voksen i dit liv, som du føler dig tryg ved? Det kan være en forælder, en lærer eller en anden voksen, der er god til at lytte. 

Nogle gange kan det være en stor lettelse bare at sige højt: ”Jeg har det ikke særlig godt lige nu” 

Du behøver ikke kunne forklare det hele perfekt. Det er helt okay, hvis du ikke helt selv forstår det helt endnu. Hvis det føles svært at fortælle om det, kunne du måske vise den voksne det brev, du har skrevet herind – eller mit svar til dig <3 

Jeg kan heller ikke fortælle dig, om du har en spiseforstyrrelse eller ej. Men jeg sætter et link ind her: Fem tegn på, at du måske lider af en spiseforstyrrelse – Det kan du læse igennem sammen med en voksen. Måske kan det hjælpe dig med at forstå nogle af de tanker og følelser, der fylder hos dig lige nu.  

Du skal vide, at jeg synes du er så modig, at du allerede nu har taget det skridt at skrive herind! 

Det fortæller mig, at der også er en del af dig, som gerne vil have det bedre <3 

Jeg håber virkelig, at mit brev har givet dig lidt støtte og måske en følelse af, at du ikke står alene med det her. 

Du er altid velkommen til at skrive herind igen, eller bruge en af vores andre rådgivningstilbud. 

Jeg sender dig en masse god energi, og jeg hepper på dig! 

Kærlig Hilsen 

Brevkassen <33 

Har du selv et spørgsmål?

Vores dygtige, frivillige rådgivere svarer på alle spørgsmål om spiseforstyrrelser og selvskade og kan rådgive dig om, hvor og hvordan du bedst får hjælp og støtte.

Vi behandler alle breve og svar 100 % anonymt, og vi svarer så hurtigt, vi kan.