Hvordan hjælper jeg bedst min ven, der selvskader?
Spørgsmål
Jeg har en kær ven på gymnasiet, som har problemer med selvskade og endda selvmordstanker. De begyndte at fortælle mig om det lidt før sommerferien. Jeg er ikke den eneste, som ved det. Der er en anden elev, som ved det, og deres mor ved det. Vi går også begge på kostskole, så vi er geografisk ret adspredt, når vi ikke kan være på skolen i ferier. De har også fortalt, at de er i gang med at finde psykolog/psykiatriker, men jeg kender ikke status på det.
En af dagene før ferien snakkede vi sammen, hvor de sagde, at jeg ikke skulle bekymre mig om dem i ferien, fordi de har deres mor og et netværk der hjemme, som kan hjælpe dem. Vi fik dog også aftalt, at vi vil sende billeder til hinanden, når vi laver spændende ting, så vi har været lidt i kontakt siden. Jeg kan selvfølgelig ikke fuldstændigt lade vær med at bekymre mig, men jeg har prøvet at respektere deres ønske ved ikke at spørge dem ind til selvskade/selvmordstanker her i løbet af ferien. I stedet har jeg læst lidt online omkring depression, selvskade, selvmordstanker, og hvad man kan gøre som pårørende.
Meget af det, som jeg læser er dog, at det er godt at spørge ind og tjekke op på sin ven. Problemet er, at jeg ikke ved, om jeg bør gøre det eller respektere deres ønske om, at jeg ikke skal bekymre mig for meget. Det er det centrale dilemma lige nu.
Jeg tror på, at de kan klare sig, og de har virket rolig de gange, hvor jeg skrevet sammen med dem. Bør jeg alligevel spørge ind til, hvordan de har det? Bør jeg spørge ind til, hvordan det går med at finde professionel hjælp? Bør jeg spørge ind til, om de har lavet selvskade eller haft voldsomme selvmordstanker igen? Bør jeg nævne, at jeg selvfølgelig gerne vil være her for dem, og at de må ringe, hvis der er noget?
Svar fra brevkassen
Kære dig
Mange tak for dit brev – hvor er det godt, at du skriver til os. Jeg vil til en start beklage meget for det forsinkede svar grundet sommerferien, men jeg håber, at mit svar alligevel når godt frem til dig og kan være en hjælp!
Du fortæller, at du har en kær ven, som for nylig har fortalt dig om deres problemer med selvskade og endda selvmordstanker. De har fortalt dig, at du ikke skal bekymre dig, men alligevel er det svært at glemme det – særligt når afstanden er stor. Jeg får lyst til at fortælle dig, at jeg virkelig får indtryk af, at du må være en utrolig god ven – og én, som får andre til at føle sig tryg og tilpas. At din ven åbner op om noget så svært vidner om en stor tillid til dig, og jeg mærker gennem dit brev, at du har grebet din ven nænsomt og med respekt. Det er kæmpe stort!
Du fortæller, at du har læst om, hvordan man som pårørende kan støtte en, der har det svært. Og et gentagende råd er, at det er godt at spørge ind og tjekke op på sin ven. Det er jeg helt enig i. Men jeg kan også virkelig godt forstå, at du bliver i tvivl om, hvorvidt det er okay at gøre, når nu din ven har udtrykt, at du ikke skal bekymre dig for meget.
Du spørger ind til, om du bør spørge ind til din ven og tilbyde din støtte på trods af, at de virker til at have det relativt roligt. En ting at huske på er, at man sjældent gør noget værre ved at spørge ind. Jeg tror, din ven vil sætte pris på, at du lader dem vide, at de altid kan ringe – om så det handler om stort eller småt. Langt de fleste sætter stor pris på at folk omkring dem viser, at de er der. Da jeg selv selvskadede, ønskede jeg ofte ikke at snakke om det, men bare det at mine venner var der, betød helt utrolig meget. Jeg forestiller mig, at din ven har fortalt dig, at du ikke skal bekymre dig for meget – men at det ikke nødvendigvis betyder, at du slet ikke må spørge ind eller være bekymret. Det er en helt naturlig og kærlig ting at være bekymret, og det er umuligt bare at stoppe med det.
En god idé er ofte at spørge om lov til at spørge ind. Spørg, om det er okay, at du spørger ind til det, om der er dele af det, som de ikke vil snakke om, eller om de hellere vil snakke om noget andet. Det kan for nogle føles grænseoverskridende at blive spurgt direkte ind til selvskaden og/eller selvmordstanker, så det ville jeg være påpasselig med. Til gengæld kan du altid spørge, hvordan det går – det behøver måske heller ikke handle om alt det svære, men lige så meget om hvordan det går med hverdagen. Forsøg at holde fast i, at din ven stadig er meget andet end det svære. Giver det mon mening?
Til sidst vil jeg igen rose dig for den fine omsorg, jeg mærker i dit brev. Husk også at passe på dig selv – det kan være utrolig svært at være pårørende. Og så stol på din ven. Stol på, at de nok skal række ud, hvis det brænder på. Spørg ind, men pres ikke på. Jeg linker her til “5 gode råd, hvis din ven selvskader”
Du er altid velkommen til at kontakte os igen, hvis du skulle have brug for. Jeg er sikker på, at din ven sætter stor pris på en ven som dig <3
De kærligste hilsner,
Brevkassen
Har du selv et spørgsmål?
Vores dygtige, frivillige rådgivere svarer på alle spørgsmål om spiseforstyrrelser og selvskade og kan rådgive dig om, hvor og hvordan du bedst får hjælp og støtte.
Vi behandler alle breve og svar 100 % anonymt, og vi svarer så hurtigt, vi kan.