Hvor kan mine forældre få hjælp som pårørende, når jeg er over 18 år?
Spørgsmål
Hej
Jeg er en pige på tyve år, der for knap to år siden fik konstateret anoreksi. Slutningen af min gymnasietid var drænende, og jeg udkørte mig selv. Trods ellers altid at have været skoleglad, blev jeg først stresset, så deprimeret, og tabte tredive kilo. Selvom jeg nu er færdig med skole og i gang med mit første sabbatår, har spiseforstyrrelsen virkelig fået indtag i min hverdag. Jeg er nu ugentligt i behandling for at tage hånd om mit egent liv igen. Det er primært det mit fjumreår er gået med – mange sygehusbesøg og ingen sabbatårsrejser.
Min familie har været fantastisk igennem mit sygdomsforløb, men det gør vanvittigt ondt at se, hvor meget min smerte også smerter dem. Jeg ønsker virkelig, at mine forældre kan få hjælp til at navigere rollen som pårørende, og få en at snakke med, lidt på samme måde, som jeg har en masse professionelle at snakke med.
Vi er lidt ramt af, at jeg først blev syg, da jeg lige var fyldt 19. Derfor er jeg jo voksen, og de tilbydes intet familieterapi eller pårørende samtaler. Jeg bor dog stadig hjemme, og har været så syg, at de i længere perioder, har måttet tage sig af Minh, arbejde deltid osv. Det har altså fyldt meget for dem, trods min alder og lidt sene møde med sygdommen.
Jeg vil så gerne, at de havde en at snakke med, så de ikke skulle gå og være så bekymrede hele tiden.
Er der nogle tilbud for forældre eller andre pårørende til spiseforstyrrede, der er over 18?
Bedste hilsner,
En datter, der elsker sin familie
Svar fra brevkassen
Kære dig
Tusind tak fordi du skriver herind. Hvor er du modig, at du vil dele, hvordan du har det, og hvor er det omsorgsfuldt, at du rækker ud efter hjælp og støtte til dine pårørende.
Jeg får et indtryk af, at du har været igennem et meget krævende sygdomsforløb på relativt kort tid. Det lyder som om, at slutningen af gymnasietiden blev en tid, hvor stress og mistrivsel udviklede sig til en spiseforstyrrelse, som har fyldt meget i dit liv. Samtidig kan jeg høre, at du er i behandling og arbejder hårdt for at tage hånd om dit liv. Jeg er glad for at høre, at du får hjælp af professionelle gennem din behandling. Det vidner om en stor styrke, selvom jeg forestiller mig, at det også er hårdt arbejde.
Noget af det, der især gør indtryk på mig er, at dit brev næsten handler lige så meget om dine forældre, som om dig selv. Du beskriver, hvor meget de har været der for dig, og hvor ondt det gør på dig at se og mærke deres bekymring og den belastning, spiseforstyrrelsen også har været for dem. Det fortæller mig, hvor stor omsorg du har for din familie, selvom du selv står midt i en svær kamp. Det gør mig glad at høre, at du har en god familie, der støtter dig.
Du skriver, at du vil ønske, at dine forældre havde nogle at snakke med, ligesom du har. Det ønske forstår jeg godt, at du har. En spiseforstyrrelse påvirker nemlig sjældent kun den, der er ramt af den. Mange pårørende kan opleve afmagt, usikkerhed, bekymring og ensomhed, og det kan derfor være en stor hjælp at møde andre eller snakke med nogen, der forstår deres situation.
Selvom du nu er over 18 år, er der stadig mulighed for, at dine pårørende kan få rådgivning og støtte. Hos Somenta tilbyder vi gode råd til pårørende, man kan læse om andres historier og måske spejle sig dem, og derudover kan vi tilbyde forskellige rådgivningstilbud bl.a. personlige samtaler og telefonrådgivning. Vi har også et pårørendeseminar som starter op i efteråret. Du kan finde det og læse mere om det her: Pårørendeseminar om spiseforstyrrelser. Du kan også overveje at snakke med dit behandlingsteam, og spørge ind til om de tilbyder pårørendesamtaler eller familievejledning.
Noget jeg får lyst til at sige til dig er, at det ikke er dit ansvar at passe på dine forældre i den her situation. Jeg forstår godt, at du måske kan føle, at du har et ansvar, i og med at det er dig, der har en spiseforstyrrelse. Men hertil er det vigtigt at sige, at det er vigtigt at du giver dig selv lov til at være datter og patient lige nu. Jeg håber derfor, at i sammen kan undersøge hvilke muligheder der findes for, at de også får den støtte, de har brug for. Ingen familie skal stå alene med det her.
Tusind tak fordi du skrev til os. Jeg håber, at du og din familie kommer til at få den støtte I har brug for.
Jeg hepper på dig og ønsker dig alt det bedste! Pas godt på dig selv <3
Kærlig hilsen
Brevkassen <33
Har du selv et spørgsmål?
Vores dygtige, frivillige rådgivere svarer på alle spørgsmål om spiseforstyrrelser og selvskade og kan rådgive dig om, hvor og hvordan du bedst får hjælp og støtte.
Vi behandler alle breve og svar 100 % anonymt, og vi svarer så hurtigt, vi kan.