“Hvad drømmer du egentlig om?”
Da Laura var 14 år, begyndte hun at føle sig mere og mere alene. I skolen gled hun væk fra sine venner, og hjemme fyldte søsterens angst. I et forsøg på at genfinde kontrollen og føle sig set, begyndte hun at fokusere mere og mere på fodbold, løb og kost.
Men det, der startede som et ønske om at blive en bedre fodboldspiller, udviklede sig langsomt til noget andet.
I flere år nægtede Laura at se sig selv som en person med en spiseforstyrrelse, også da bekymringen voksede hos både familie og behandlere.
I løb fra ensomheden
Da jeg gik i 8. klasse, havde jeg det ikke særlig godt. Der skete mange ting på én gang. Jeg trivedes ikke socialt i skolen, og derhjemme havde min mor meget fokus på min søster, som også kæmpede med sit i den periode. Min søster og jeg er for det meste vokset op alene med vores mor, og dengang betød omstændighederne, at jeg ofte stod meget med mine egne følelser. Jeg følte mig meget alene.
Fodboldbanen blev mit frirum. Der havde jeg venner og oplevede at blive set. Jeg fandt ud af, at jo mere jeg løbetrænede, desto hurtigere og bedre blev jeg til fodbold. Mine præstationer blev bemærket, og på fodboldbanen oplevede jeg en følelse af at blive set og anerkendt, som jeg havde savnet.
Samtidig begyndte der at være mere fokus på kost og træning. Jeg husker tydeligt, at nogle af pigerne i min klasse lavede udfordringer, hvor man ikke måtte spise sukker i en måned. For mig var det overraskende nemt. Jeg var god til at kontrollere mig selv, og dengang følte jeg, det var en kæmpe styrke.
Det, der begyndte som et ønske om at blive en bedre fodboldspiller, udviklede sig stille og roligt til noget helt andet.
Det skete helt ubevidst
Jeg vænnede mig bare gradvist til at spise mindre og mindre, uden at jeg selv lagde mærke til det. Der gik dog lang tid før, at mine omgivelser for alvor reagerede. Udadtil virkede jeg til at trives. Jeg spillede stadig fodbold, havde fritidsaktiviteter og virkede glad. Der var ikke umiddelbart nogen grund til at tro, at noget var galt – ud over mit vægttab.
Mine forældre blev dog bekymrede.
Jeg kom til lægen uden egentlig at forstå, hvorfor mine forældre var så bekymrede. I mit hoved var der ikke noget galt. Derfor kom henvisningen til Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center på Bispebjerg som et chok. Pludselig blev jeg sygemeldt fra skolen, og stod i et behandlingsforløb jeg slet ikke følte, jeg havde brug for.
Jeg kunne simpelthen ikke genkende mig selv i forestillingen om, hvad en spiseforstyrrelse var. I mit hoved var jeg ikke en person med en spiseforstyrrelse, men bare én person med et appetitproblem.
Et dobbeltliv
Efter en periode på Bispebjerg begyndte jeg langsomt at vende tilbage til hverdagen, samtidig med jeg fortsatte i behandlingen. Efter længere diskussioner fik jeg lov til at starte på en efterskole. Det var et fantastisk år. Jeg fik det meget bedre socialt, men spiseforstyrrelsen var stadig på spil. Jeg tabte mig igen og måtte i en periode hjem fra efterskolen for at komme ovenpå. Alligevel blev efterskoleåret et af de bedste år i mit liv.
Men jeg følte ofte, at jeg levede et slags dobbeltliv. På den ene side ville jeg bare være teenager, spille musik, være sammen med venner og have det sjovt. På den anden side havde jeg mine forældre og behandlere, som konstant var bekymrede for mig.
Jeg fortalte ingen af mine venner, hvad der foregik. Spiseforstyrrelsen blev min største hemmelighed.
Da landet lukkede ned
Starten af gymnasiet var fantastisk. Jeg fik lov til at spille musik, være sammen med mine venner og opleve et glimt af det ungdomsliv jeg savnede. Samtidig var jeg fortsat i et behandlingsforløb på Bispebjerg, men mentalt var jeg et helt andet sted. Jeg mødte op én gang om ugen, satte mig ind i lokalet og gik hurtigt igen.
Jeg havde travlt med at udleve min ungdom og havde hverken tid eller lyst til at erkende, at jeg fortsat havde et problem. Jeg var jo ikke lige så syg eller tynd, som jeg tidligere havde været.
Da jeg blev 18 år, sluttede mit forløb, og jeg havde ingen interesse i at starte i et nyt. Jeg havde det jo fint. Det varede dog ikke længe. For i 2020 lukkede landet ned. Fra den ene dag til den anden var jeg fanget derhjemme. De rutiner, aktiviteter og sociale fællesskaber, som gav mig energi, forsvandt. Og uden jeg selv lagde mærke til det, begyndte jeg igen at spise mindre. Jeg mistede fuldkommen appetitten, tabte mig og blev gradvist mere syg.
Da vi kom tilbage fra nedlukningen i midten af 3.g, var jeg blevet meget tynd. Jeg blev henvist til Ballerup, hvilket gjorde mig modvillig, da jeg ikke følte jeg passede ned i psykiatriens kasse-opfattelse af spiseforstyrrelser.
Mavefornemmelsen
Et tydeligt vendepunkt for min forståelse af mig selv var, da jeg skulle til mundtlig historie eksamen. Historie var et fag, jeg var glad for, og jeg plejede at være god til eksamener. Men denne gang klappede min hjerne fuldstændig sammen. Jeg kunne nærmest ikke sige noget. Det var første gang, jeg for alvor tænkte: Der er noget galt.
En uge efter jeg blev student, blev jeg indlagt. Der var ingen tvivl om, at jeg var alvorligt syg.
Indlæggelsen blev dog ikke den redning, alle havde håbet på. Tværtimod følte jeg mig mere trist og fastlåst end nogensinde før. Alt handlede kun om mad og vægt. Behandlerne havde hurtigt en forudindtagethed om, hvordan mine tanker måtte være omkring mad, og jeg kunne på ingen måde spejle mig i deres analyse af mig.
Samtidig var jeg dybt bekymret for, at jeg ville blive inspireret eller påvirket af de andre patienter, og den stemning der var. Jeg mistede langsomt håbet og motivation til at blive rask. Til sidst valgte jeg at udskrive mig selv, mod alle anbefalinger.
Det var svært for min familie, der nu var mere bekymret end nogensinde før. Men jeg havde en mavefornemmelse, og den sagde at psykiatriens behandlingstilbud ikke var det rigtige for mig.
”Hvad drømmer du egentlig om?”
Der var ikke flere tilbud tilbage i psykiatrien, så jeg var nødsaget til at gå til min praktiserende læge.
Han satte et klart ultimatum: Jeg skulle komme hos ham én gang om ugen og arbejde mig op i en sund vægt. Hvis ikke, så ville jeg blive indlagt igen.
Det var en stor motivation for mig. For det sidste, jeg ønskede, var at komme tilbage til en indlæggelse. Men det var ikke ultimatummet, der kom til at ændre mest.
Det var, da han spurgte: ”Hvad drømmer du egentlig om?”
Jeg husker tydeligt spørgsmålet. Ingen havde spurgt ind til min fremtid i årevis.
Pludselig handlede samtalen ikke om kalorier eller tallet på vægten. Den handlede om mig. Om mit liv. Om alt det jeg gerne ville, hvis spiseforstyrrelsen ikke havde en stemme.
Jeg skulle finde en drøm udenfor spiseforstyrrelsen. Der gik ikke længe, før jeg havde meldt mig til et højskoleophold. Jeg skulle starte året efter, og mit mål var at blive ”rask nok” til at kunne komme afsted.
Mod alle odds
Langsomt begyndte tingene at ændre sig. Jeg fik et arbejde i en børnehave, begyndte at spise mere og fik igen noget at stå op til om morgenen. Jeg begyndte at leve for noget andet end sygdommen.
Da jeg nærmede mig startdatoen for højskolen, var jeg et helt andet sted. På højskolen oplevede jeg at blive en del af et fællesskab, og mine tanker om mad og krop blev gradvist erstattet af musik, nye venner og livsglæde. Langsomt fyldte spiseforstyrrelsen mindre og mindre.
For første gang delte jeg min største hemmelighed. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg ikke var den eneste, der havde kæmpet med svære ting. Tværtimod oplevede jeg, hvor mange der kunne genkende dele af det jeg fortalte.
Efter højskoleopholdet blev jeg ansat på højskolen, hvor jeg blandt andet holdt oplæg om spiseforstyrrelser og den måde, vi taler om dem på i samfundet. Det gjorde stort indtryk på mig, hvor stort behov der er for et mere nuanceret sprog om spiseforstyrrelser.
Jeg husker også min skuffelse over omgivelserne. Spiseforstyrrelsen havde været elefanten i rummet i årevis. Alle kunne se, at jeg var blevet meget tynd, men ingen af mine venner sagde noget. I dag ved jeg godt, at de ikke vidste hvordan. Men dengang blev deres tavshed en del af min benægtelse. Hvis ingen sagde noget, kunne det vel ikke være så alvorligt.
Jeg føler mig fri
I dag betragter jeg mig selv som fri. Fri fra spiseforstyrrelsen. Fri for tankemylderet om mad og krop. Fri for kontrollen. Fri til at bruge min energi på mennesker, relationer og ting, jeg holder af.
Min praktiserende læge kom til at betyde enormt meget for mig. Han var en af de første, der så mig som mere end min spiseforstyrrelse.
Derfor begyndte jeg på medicinstudiet. Jeg ville gerne hjælpe andre mennesker, ligesom han havde hjulpet mig. Selvom jeg senere fandt ud af, at medicin ikke var den rigtige vej for mig, holdt ønsket om at gøre en forskel ved.
Efter sommerferien skal jeg læse psykologi, og i dag arbejder jeg som rådgivningskoordinator i Somenta, hvor jeg bruger mine egne erfaringer til at hjælpe andre.
Jeg håber, at min historie kan vise, at spiseforstyrrelser kan ramme forskelligt fra person til person, og at vejen ud ikke nødvendigvis ser ens ud for alle.
For mig begyndte vejen videre først rigtigt, da nogen spurgte ind til min fremtid, i stedet for min vægt…
Har du brug for hjælp?
Hvis du oplever svære tanker om krop og mad, er der hjælp at hente. Kontakt vores rådgivning helt anonymt på telefon, chat, eller book en personlig samtale på video eller på en af vores lokationer.
Vores rådgivning er også til dig, der er pårørende til en, der kæmper med spisforstyrrelse. Vi har også en pårørendeguide om spiseforstyrrelse, som måske kan være hjælpsom.
