”Jeg ville bare gerne være perfekt”

Mie Fischer
Mie Fischer

Gennem Mies teenageår har høje forventninger og presset om at være god nok fyldt meget. Så meget, at hun får en depression, begynder at skade sig selv og udvikler en spiseforstyrrelse. Da hun har allermest brug for hjælp, har hun svært ved at tage imod den, og det bliver en hård kamp for Mie at komme ud på den anden side.

Første gang jeg selvskadede, gik jeg i 9. klasse. Skolen og eksaminer fyldte meget, jeg arbejdede en del ved siden af, og så brugte jeg meget tid på konkurrencedans. Jeg havde meget høje forventninger til mig selv, og til sidst blev det for meget. Min verden faldt sammen, og jeg tyede til selvskaden. Jeg havde mange tanker og følelser, som jeg havde svært ved at håndtere, og her blev selvskaden min hjælp.

Det var min mors ide, at jeg skulle stoppe til dans, fordi det pressede mig meget. Jeg fik færdiggjort 9. klasse og skulle starte i gymnasiet. Det glædede jeg mig meget til. Men i gymnasiet blev det hele værre. Jeg lagde stadig et stort pres på mig selv, og uanset hvad jeg gjorde, var det ikke godt nok. Jeg ville gerne have, at alt skulle være perfekt.

Jeg begyndte at blive mere indelukket, men jeg holdt en facade oppe, når jeg var på skolen. Men når jeg kom hjem fra skole, væltede det hele. Jeg var enormt presset indeni. Jeg tog også ofte hjem fra skole, fordi jeg bare ikke kunne være i det. Min selvskade blev værre, og jeg udviklede en depression. Jeg havde ondt indeni, og mine følelser var overvældende.



Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle stille op. Selvskaden blev en måde at flytte smerten fra hovedet, ned til noget fysisk. Problemerne forsvandt ikke, men selvskaden gjorde, at jeg kunne håndtere dem i øjeblikket.

Jeg havde svært ved at fortælle min familie om, hvordan jeg havde det. Men jeg tror godt, de kunne mærke det på mig. Jeg kunne mærke, at de var bekymrede for mig, og de begyndte også at trække sig. Jeg blev meget udadreagerende og var i dårligt humør meget af tiden. Så jeg tror, de havde svært ved at finde ud af, hvordan de skulle snakke med mig, for jeg var ikke den samme glade Mie, som jeg var før.

Mie Fischer

Min krop skulle også være ”perfekt”

Presset og de svære følelser blev værre gennem min gymnasietid. Tanker om krop og mad begyndte også at fylde mere og mere. Min perfektionisme flyttede sig til, at nu skulle min krop også være ”perfekt”.

I starten af 3.g skulle vi på studietur med klassen til Italien. Jeg var meget presset over tanken om, hvis vi nu skulle ud at bade, fordi tanker om min krop fyldte virkelig meget. Jeg havde ikke lyst til, at de andre skulle se mig i bikini.Det, som startede med små tanker og handlinger, som jeg godt kunne kontrollere, kom hurtigt til at fylde mere og mere.

Jeg begyndte at tabe mig. Jeg vidste nok godt, at jeg gik lidt for meget op i krop og mad. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle fortælle det til min familie, så jeg valgte at gå til en studievejleder på skolen, og fortælle hvordan jeg havde det. Jeg var blevet lidt nervøs over, at jeg havde tabt mig så meget, og jeg ville gerne have hendes mening om det, fordi hun var en, jeg var tryg ved.

Hun foreslog, at vi sammen skrev en besked til min mor, hvor jeg fortalte, hvordan jeg havde det. Nu syntes jeg pludselig, at det føltes meget seriøst, fordi jeg følte stadig ikke, at jeg havde et problem. På samme tid kunne jeg godt se, at det heller ikke var normalt at have de tanker. Hun tvang mig ikke til at skrive til min mor, men jeg fik et kærligt skub, og derfor gik jeg med til det. For mig var det en god ide med en besked, fordi jeg altid har haft svært ved at snakke om mine følelser, især når det er face to face. Derfor var det nemmere at skrive en besked til min mor og fortælle hende det på den måde.

Herfra begyndte hun at holde mere øje med mig, og hvad jeg spiste. Vi snakkede med min psykolog og fik en henvisning til Center for spiseforstyrrelser.

En anden form for selvskade

Mens vi ventede på, at henvisningen blev godkendt, fik jeg det kun værre. Min krop var det eneste, jeg kunne kontrollere. Jeg kunne kontrollere, hvad jeg spiste, og at vægten gik ned. Mit hoved fortalte mig hele tiden, at jeg skulle tabe mig mere. På den måde blev spiseforstyrrelsen en anden form for selvskade.

Jeg startede i behandling, men jeg kunne slet ikke tage imod hjælpen. Jeg tog kun til samtalerne, fordi mine forældre sagde, at jeg skulle. Men der var intet håb fra min side og ingen lyst til at få det bedre. Spiseforstyrrelsen fyldte alt.

Jeg endte dog med at tabe mig så meget, at jeg skulle indlægges. Det gik jeg også med til i starten. Jeg tænkte, at hvis behandlingen ikke virkede, så ville det her måske virke. Men det var helt vildt svært for mig at være indlagt. Jeg kunne ikke være i de rammer. Det var meget intensivt, og der var nogle omkring mig døgnet rundt. Det var også ekstremt hårdt, at det kun var i bestemte tidsrum, jeg måtte få besøg af min familie.

Jeg ville gerne have hjælp, fordi jeg kunne se, at det var noget, mine forældre ville, og de var meget bekymrede for mig. Men jeg havde svært ved selv at indse, hvor slemt det egentlig stod til.

Mie Fischer

Jeg var så tæt på at
blive student

Jeg var indlagt i læseferien op til min studentereksamen. Det var meget vigtigt for mig at tage til mine eksaminer og blive student sammen med mine venner. Jeg manglede to eksaminer. I starten sagde de på behandlingsstedet, at jeg godt kunne tage til dem, men efterfølgende trak de det tilbage, da de mente, jeg var for syg. Det blev jeg virkelig ked af. Det havde været en hård tid gennem gymnasiet, og jeg var mere end klar til at blive student og færdiggøre skolen.

Derfor udskrev jeg mig selv fra indlæggelsen efter tre uger og tog til de sidste studentereksaminer. Jeg blev endelig student. Det betød virkelig meget for mig, og det var noget af det største, der nogensinde er sket for mig.

Jeg havde bare stadig ikke meget energi eller overskud, da min vægt fortsat var lav. Mine forældre passede meget på mig og var også med til at bestemme, hvilke studentergilder jeg kunne komme med til. Jeg endte derfor kun med at tage til mine tætteste veninders studentergilder. Det var svært for mig at indse på det tidspunkt. Jeg ville gerne være med til alt og ikke gå glip af noget.

Hvis du ikke tager på, bliver du indlagt igen

Efter studentertiden var der et pres, der havde lettet sig fra mine skuldre. Jeg havde haft så høje forventninger til mig selv gennem gymnasiet, og nu var jeg endelig færdig. Derfor blev både min selvskade og min spiseforstyrrelse lidt bedre. Jeg fik et arbejde som tjener og var klar til at have et fedt sabbatår.  

Men fordi jeg havde valgt at udskrive mig selv, fik jeg ingen hjælp mere. Det var gået fra meget intensiv behandling og indlæggelse til ingen hjælp overhovedet. Derfor fik jeg hurtigt et tilbagefald og endte med at blive sygemeldt i december. Jeg var stadig i starten af mit sabbatår. Mit arbejde som tjener var fysisk hårdt, og derfor tabte jeg mig meget igen. De negative tanker fyldte stadig en del.

Jeg startede derfor i behandling igen, men jeg havde stadig intet håb på, at det ville hjælpe.
Jeg lavede en aftale med mine forældre om, at jeg skulle prøve det, før jeg sagde nej.
På dagbehandlingsstedet lavede de en regel om, at hvis jeg ikke tog på uge efter uge, så ville jeg blive indlagt igen. Der slog det klik for mig, fordi jeg slet ikke havde lyst til at blive indlagt igen. Det var en hård besked at få, og det føltes på det tidspunkt som en trussel. Jeg tog imod hjælpen, fordi jeg vidste, hvad konsekvenserne kunne være, hvis jeg ikke gjorde det.

Men stille og roligt begyndte det også at handle om mig selv. Jeg begyndte at kunne mærke, at jeg faktisk ikke havde lyst til at leve mit liv på den måde, hvor sygdommen styrede det. Jeg savnede at kunne være glad, være sammen med mennesker, jeg holder af, og have overskud til helt almindelige ting. Jeg tror, det gik op for mig, at jeg ikke bare ville undgå en ny indlæggelse, jeg ville faktisk gerne have mit liv tilbage. Jeg ville gerne ud at rejse, og jeg ville gerne være sammen med venner, familie og min kæreste. Det blev en stor motivation for at blive ved med at tage imod hjælpen og få det bedre. Da jeg begyndte at spise igen, fik jeg mere energi, og de negative tanker begyndte at fylde mindre. Der var andet, der blev vigtigere end sygdommen.

”Jeg troede aldrig, jeg ville nå hertil”

I dag er jeg lige startet på mit andet sabbatår, og jeg har det meget bedre.

Jeg har meget mere overskud til at være sammen med min familie, min kæreste og mine venner. Jeg kan i højere grad være til stede og nyde de ting, jeg laver, uden at sygdommen skal fylde det hele. Jeg er også blevet bedre til at tage imod hjælp og til at acceptere, at jeg ikke altid kan klare alting selv. Jeg er lige kommet hjem fra en rejse med min kæreste og ser frem til flere rejser.

Jeg er ikke helt der, hvor jeg gerne vil være endnu, og der er stadig ting, jeg kæmper med. Men jeg kan mærke, at jeg har fået mere af mit liv tilbage, og at der er ting, jeg kan i dag, som jeg slet ikke kunne forestille mig, da jeg var allermest syg.

Jeg vil gerne sige til andre, der står midt i det, at selvom det hele ser sort ud, så kan det godt blive bedre. Jeg forstår virkelig godt, hvis det er svært at tage imod hjælpen, men den er derude. Da jeg stod i det, var jeg hundrede procent sikker på, at jeg aldrig ville få det bedre, men det gjorde jeg, og i dag står jeg på den anden side gladere end før.

Mie Fischer

Har du brug for hjælp?

Hvis du oplever svære tanker om krop og mad, er der hjælp at hente. Kontakt vores rådgivning helt anonymt på telefon, chat, eller book en personlig samtale på video eller på en af vores lokationer.

Vores rådgivning er også til dig, der er pårørende til en, der kæmper med spisforstyrrelse. Vi har også en pårørendeguide om spiseforstyrrelse, som måske kan være hjælpsom.

Personlige fortællinger