“Jeg skal bare give mig selv lov”

Annabell Marie Ibsen
Annabell Marie Ibsen

Det begyndte med noget, hun elskede: gymnastik og følelsen af at bruge sin krop. Men langsomt blev glæden til kontrol, og hendes verden blev mindre. Først en søvnløs nat i New York fik Annabell øje på alt det, hun risikerede at gå glip af – og det liv, hun skulle give sig selv lov til at leve.

Jeg har altid været meget høj og meget atletisk bygget. Jeg gik til gymnastik, da jeg var yngre, og jeg elskede det. Jeg har altid elsket følelsen af at bevæge min krop, men mindst lige så meget det sociale omkring det.

Men så kom Corona. Jeg var 13 år gammel, og pludselig forsvandt det hele. Gymnastikken stoppede, jeg kunne ikke se mine venner, og der opstod et kæmpe tomrum i min hverdag.

Kort efter i marts 2020 fik jeg et Apple Watch i fødselsdagsgave. Her kunne jeg følge med i mine skridt og kalorier, og det motiverede mig til at begynde at træne derhjemme. I starten handlede det egentlig bare om at holde mine muskler ved lige, så jeg var klar til at vende tilbage til gymnastikken, når landet åbnede. Men hjemmetræningen blev hurtigt til en sjov ting, som jeg også lavede sammen med mine søskende, og det gav mig en god følelse at lukke cirklerne. Men måske begyndte det også at tage overhånd? Gymnastik tre gange om ugen blev nemlig til træning hver dag, og jeg kunne hurtigt se resultater.

Bevidstheden om mad

I efteråret 2020 åbnede landet lidt op igen, og jeg kom tilbage til gymnastik. Jeg elskede det og kunne mærke, hvor meget jeg havde savnet det. Men kort efter opstart, brækkede jeg min arm til træning. Jeg blev så sur på mig selv. Nu kunne jeg pludselig ikke træne, og det var svært, fordi træningen efterhånden var kommet til at fylde så meget i min hverdag.

Samtidig havde jeg vænnet mig til at kunne se resultater på min krop, og dem havde jeg ikke lyst til at miste. Så når jeg nu ikke kunne træne, begyndte jeg i stedet at tænke over, hvad jeg spiste. Det var egentlig ikke noget, jeg tidligere havde skænket en tanke, men pludselig begyndte maden at fylde på en måde, den aldrig havde gjort før.

Jeg opsøgte videoer om træning, sundhed og vægttab. Hvis jeg vidste, at jeg skulle ud at spise om aftenen, spiste jeg lidt mindre i løbet af dagen, så jeg stadig kunne være med socialt. Hvis mine forældre ville have kylling til aftensmad, sørgede jeg for, at den blev lavet i ovnen, så der ikke blev brugt olie. Og hvis mine venner spiste frokost sammen i skolen, tog jeg jakken på og gik en tur i stedet. Jeg brugte virkelig meget hjernekræft på at gemme det.

Annabell Marie Ibsen

“Min BMI blev ikke kategoriseret som undervægtig”

Så ramte nytår, og mine forældres nytårsforsæt var at gå på en antiinflammatorisk kost. Jeg tænkte egentlig bare, at vi skulle stoppe med sukker og gluten, men fandt hurtigt ud af, at det var meget mere omfattende end det. Og jeg tog det ret seriøst. Selvom mine forældre stoppede efter en uge eller to, fortsatte jeg med at følge alle reglerne og tabte mig ret meget.

I februar blev jeg scoutet af et modelbureau for første gang, og selvom jeg ikke var gammel nok, hældte det nok ubevidst benzin på bålet. Mine forældre havde efterhånden også lagt mærke til, at der var noget galt, så i marts 2021 tog vi derfor til lægen. Men min BMI blev ikke kategoriseret som undervægtig. Jeg var muskuløs og løj også om min højde, så der blev ikke gjort mere ved det.

Spor nummer 20

Det gav mig en form for rus at kunne kontrollere mig selv. At have kontrol over mad og træning gav mig en ro, som jeg ellers havde haft svært ved at finde. Jeg har altid haft 20 forskellige tankespor kørende i hovedet, men når jeg valgte det spiseforstyrrede spor, forsvandt alle de andre.

Der var ikke noget andet. Ingen andre følelser. Ingen sympati. Ingen støj. Og på en mærkelig måde var det rart, fordi jeg kunne slukke for de andre 19 spor og kun forholde mig til én ting: Kontrol. Spor nummer 20.

Jeg har altid været meget udadvendt, måske lidt sjusket, og nogle vil måske også sige højtråbende. Da jeg var yngre, havde jeg måske heller ikke de sundeste vaner, så det blev også en form for stolthed for mig. For nu kunne jeg vise alle, at jeg var god i skolen, at jeg trænede sindssygt meget, og at jeg faktisk godt kunne tage mig selv seriøst.

“Du er blevet en skal af en person”

I slutningen af april hev min klasselærer fat i mig. Hun begyndte at græde. Vi havde et enormt tæt forhold, og hun kendte mig ud og ind. Måske var det netop derfor, hun kunne se noget, jeg ikke selv ville se. “Du er blevet en skal af en person,” sagde hun og ringede til mine forældre.

Vi kontaktede lægen igen, men de ville stadig ikke hjælpe, fordi de tog udgangspunkt i de tidligere målinger. Derfor brugte mine forældre vores forsikring til at skaffe mig en psykolog. Men jeg var stadig fanget i det samme tankespor. Det spiseforstyrrede. Jeg kunne ikke rigtig mærke noget og var lowkey ligeglad med psykologen.

I løbet af foråret begyndte vi i familieterapi, men psykologen var ikke specialiseret i spiseforstyrrelser, og jeg følte slet ikke, at hun forstod mig. I stedet begyndte jeg at tvivle på mig selv. Måske var jeg socialt akavet? For højlydt? Irriterende? Jeg fik det kun værre og endte med at sige til mine forældre, at jeg ikke vil se hende mere.

Annabell Marie Ibsen

“Jeg forstår ikke, hvordan jeg er i live”

Den sommer tog vi på ferie til Cannes, og mine forældre var desperate for at få mad i mig. Det var virkelig varmt, og jeg var helt udsultet. En dag lå jeg på stranden, og da jeg rejste mig, besvimede jeg. Selv kunne jeg også godt se, at den var gal, så jeg begyndte at spise lidt mere. Men det var langt fra nok.

Da vi kom hjem, prøvede min mor alt for at hjælpe mig og fik hurtigt en tid hos en diætist, hvor jeg blev vejet og målt. Jeg havde tabt mig så meget siden marts, at min fedtprocent ikke engang kunne måles. Jeg fik et lille papir med alle mine tal, og da jeg så dem, blev jeg forskrækket.

Jeg forstod ikke, hvordan jeg overhovedet kunne stå op. Hvordan jeg er i live.

Samme dag ville Center for Spiseforstyrrelser i Roskilde indlægge mig, men det sagde jeg nej til. Dagen efter tog min mor orlov, jeg stoppede i skolen, og vi begyndte i dagbehandling. Efter at have set, hvor galt det stod til, begyndte jeg ret hurtigt at spise igen. Det var faktisk ikke det svære.

Det svære var, at jeg ikke måtte motionere. Vi er en meget aktiv familie, hvor vi for eksempel altid går en tur efter aftensmaden. Men pludselig kunne jeg ikke længere være med. Det føltes ligesom dengang, gymnastikken blev taget fra mig. Jeg blev isoleret og følte mig næsten mere alene nu, end før jeg kom i behandling.

Men jeg fulgte planen til punkt og prikke og begyndte langsomt at blive mig selv igen. I november 2021 kom jeg tilbage i skole 2-3 gange om ugen. Jeg havde nået min målvægt og fået min menstruation tilbage, og i december blev jeg udskrevet. Uden nogen afsluttende samtaler. Det stoppede bare.

Og så stod jeg der. ‘På den anden side’. Mange kilo tungere og uden noget tøj, der passede mig. Jeg var glad, ja, men hvad så nu?

New York

Jeg har altid været fascineret af at rejse, så da jeg så et opslag om en tur til New York, vidste jeg bare, at jeg skulle afsted. Jeg fik et job og begyndte at spare op. Pludselig havde jeg noget andet at tænke på. Noget at glæde mig til.

Hele 2022 går uden tilbagefald, og i marts 2023 tog jeg endelig afsted. Jeg blev fuldstændig forelsket i byen og mærkede for første gang, hvor meget det betyder, at de spiseforstyrrede tanker ikke længere fyldte så meget.

Samme sommer startede jeg på gymnasiet, blev model hos Le Management, fik nye venner og nød at være social.

Alt spillede. Lige indtil 2.g ramte.

Spor 20 vendte tilbage

I 2.g begyndte de gamle tanker langsomt at vende tilbage. Egentlig havde jeg det godt. Jeg havde fået nye venner, arbejdede som model, og der skete en masse spændende ting i mit liv. Alligevel begyndte spor nummer 20 igen at fylde. Jeg trænede mere og tænkte gradvist mere over, hvad jeg spiste. Det skete så langsomt, at det ikke rigtig var til at se udefra. Men inde i mit hoved var jeg på vej tilbage til det velkendte sted, hvor kontrollen gav mig ro.

Op til sommerferien 2025 havde jeg læseferie, og der var sjældent nogen hjemme. Jeg så det som min chance for virkelig at blive trænet og tynd. Samtidig fik jeg flere modeljobs, og selvom ingen direkte sagde til mig, at jeg så bedre ud, blev de ekstra jobs et bevis på, at jeg skulle forsætte. Lige indtil mit modelbureau tog fat i mig.

“Vi kan ikke give dig jobs, hvis du bliver ved sådan her. Du ligner ikke dig selv.”

Jeg vidste godt, at det var et problem. I modelbranchen bliver man booket ud fra billeder, og jeg lignede ikke længere den pige, kunderne forventede. Alligevel tænkte jeg: Det var jo mig, der skaffede pengene. Kunne mit bureau ikke bare være ligeglade?

Annabell Marie Ibsen

Familieintervention

Senere på sommeren tog jeg på ferie med min familie, og jeg tror først, det gik op for dem, hvor meget jeg havde tabt mig, da de så mig i bikini. Så begyndte de at tage fat i mig. En efter en. Min far, min mor, mine søskende og min søsters kæreste. Og da jeg kom hjem, også mine veninder. Alle var bekymrede og prøvede at få mig til at forstå, hvor alvorligt det var.

Men inde i mit hoved tog jeg det nærmest som et kompliment. Jeg syntes, det var fedt, at de kunne se, hvor tynd jeg var blevet. Så jeg beroligede dem og sagde, at de ikke skulle bekymre sig. Jeg var bare stresset.

Udsigt fra New York

“I fucking New York”

I 3.g skulle jeg på studietur til New York. En tur, jeg havde glædet mig til og sparet op til siden 1.g. Men midt i glæden var der også en del af mig, der så frem til, at ingen skulle bestemme, hvad jeg skulle spise. At jeg frit kunne fortsætte i det samme spor, uden at nogen blandede sig.

På turens fjerde nat kunne jeg ikke sove. De andre fra klassen var faldet til ro, men jeg lå og vendte og drejede mig, mens min mave rumlede så højt, at jeg var bange for at vække dem. Til sidst gav jeg op og listede ud af værelset og ud på gangen, hvor jeg fandt et stort panoramavindue med udsigt over New York. Her satte jeg mig alene med min sult og mine tanker.

Jeg blev siddende i næsten to timer.

Derfra kunne jeg se ud over hele byen. Skilte, der lyste byen op. Biler, der sneglede sig gennem gaderne. Mennesker, der gik rundt dernede. Hele byen levede.

Og mens jeg sad her, gik det pludselig op for mig, hvor mange muligheder der lå foran mig. Hele verden er derude, men jeg sad her og kunne ikke engang falde i søvn, fordi jeg var så dødsulten.

Jeg begyndte at tænke på, hvad der sker, hvis jeg fortsætter sådan her. Endnu en nat med sult. Endnu en dag, hvor jeg bekymrer mig om, hvad andre tænker om mig, og hvad jeg tænker om mig selv. Så kommer jeg jo aldrig videre. Så kommer jeg aldrig til at følge de drømme, jeg faktisk har.

Samtidig gik det op for mig, at de gange, jeg tidligere havde fået det bedre, havde jeg gjort det for andres skyld. Fordi jeg ikke ville bekymre mine forældre. Fordi de ikke havde fortjent det. Men jeg havde aldrig rigtig gjort det for mig selv.

Og nu sad jeg her. I fucking New York.

Og jeg ville ikke mere.

Jeg ville virkelig, virkelig ikke mere. Enten skulle jeg videre herfra, eller også kommer jeg aldrig videre. Så næste morgen gik jeg ned til morgenmadsbuffeten og tog den bagel, jeg havde drømt om at smage. Og dér gik det op for mig, at jeg aldrig rigtig var bange for mad. Jeg skulle bare give mig selv lov.

Så jeg slap tøjlerne og begyndte at spise alt det, jeg havde drømt om det seneste år. Og der skete ikke noget. Tværtimod. Jeg var mega glad, og livet begyndte at komme tilbage i mine øjne.

At dele min historie

Den følelse tog jeg med hjem til Danmark. Jeg begyndte stille og roligt at spise mere og sørger for at få ekstra mad, når jeg trænede. Jeg fik overskud til at se flere venner og tage flere jobs, og langsomt vendte kærligheden til livet tilbage.

Jeg begyndte at lave indhold til sociale medier, og det gik ret godt. Mit indhold er mest let og positivt, så længe var jeg i tvivl om, hvorvidt jeg skulle fortælle om min spiseforstyrrelse. Jeg har ikke lyst til, at den skal definere mig. Men efterhånden som min platform voksede, besluttede jeg mig alligevel at dele min historie.

Idealerne er der stadig

I dag er jeg glad for, at jeg delte min historie. For mange af de ting, jeg selv kæmpede med dengang, findes stadig omkring os. Der er stadig en forestilling om, at man helst ikke må fylde for meget – hverken psykisk eller fysisk. Og med tidens trends og vægttabsmedicin som Ozempic og Wegovy, er der igen et kæmpe fokus på at være tynd. Særligt når jeg kigger mod USA, hvor idealet lige nu er meget skinny, pilates girl og alt det der. For selvom jeg har det godt i dag, bliver jeg stadig påvirket.

Annabell Marie Ibsen

Livet er blevet større

Jeg tror ikke længere, at målet er aldrig at have de tanker igen. At jeg aldrig må ende på spor 20. Det afgørende er, hvad jeg gør, når tankerne dukker op, og at jeg ved, hvordan jeg finder vejen ud igen.

I dag vælger jeg aktivt, at de ikke skal have den samme plads i mit liv. Og det valg er kun blevet stærkere, efter jeg har delt min historie offentligt. For det forpligter, når folk følger med, skriver til mig og viser mig så stor tillid. Men forskellen er, at jeg ikke længere kun prøver at få det bedre for andres skyld. Jeg gør det også for min egen.

Når jeg ser tilbage, er der også én ting, jeg gerne vil sige. En særlig tak til mine behandlere på Center for Spiseforstyrrelser i Roskilde. Dengang hadede jeg, at jeg ikke måtte gå med på min families daglige gåture, men i dag ved jeg, hvor vigtige de beslutninger var. For de reddede mit liv. Og i dag er mit liv er blevet større.

Jeg har mennesker, jeg holder af, oplevelser, jeg glæder mig til, og drømme, jeg gerne vil følge. Måske var det netop det, jeg indså den nat foran panoramavinduet i New York. At der er en hel verden derude, som jeg gerne vil være en del af.

Jeg skal bare give mig selv lov.

Annabell Marie Ibsen

Se mere til Annabell

Hvis du vil se mere til Annabell, kan du finde hende på sociale medier, hvor hun deler ud af sit liv.


Har du brug for hjælp?

Hvis du oplever svære tanker om krop og mad, er der hjælp at hente. Kontakt vores rådgivning helt anonymt på telefon, chat, eller book en personlig samtale på video eller på en af vores lokationer.

Vores rådgivning er også til dig, der er pårørende til en, der kæmper med spisforstyrrelse. Vi har også en pårørendeguide om spiseforstyrrelse, som måske kan være hjælpsom.

Personlige fortællinger